Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 16.00
Spillested: Nature Energy Park, Odense
Dommer: Jens Maae
På TV: Canal 9
Hashtag: #obfck #sldk
Holdnyt:
OB:
Fynboerne er kommet rædderligt fra start i denne sæson med en ny cheftræner i spidsen i form af Jakob Michelsen. Et overkommeligt startprogram med Vendsyssel FF, SønderjyskE og Randers FC har kastet et point af sig, og nu venter så en meget svær opgave mod FC København.
OB har traditionelt været et klassisk 4-4-2-mandskab, men Jakob Michelsen har eksperimenteret lidt med 3-5-2 i starten af sæsonen, og det har fungeret i perioder, men bundlinjen er altså ikke særlig pæn set med fynske briller.
Jakob Michelsen har især ledt efter den rigtige konstellation i angrebet. De tre første kampe har budt på tre forskellige angrebsduoer, men til syvende og sidst bunder det i et luksusproblem for cheftræneren, da både Nicklas Helenius, Anders K. Jacobsen og Mathias Jørgensen har haft mål i støvlerne. Nu er spørgsmålet, hvilken konstellation han vælger mod FCK.
OB pønser fortsat på at hente et par forstærkninger i det åbne transfervindue, men denne uge har ikke budt på nye spillere i Ådalen.
Reservekeeper Thomas Mikkelsen er ikke klar til FCK-kampen, mens Ryan Johnson Laursen, Jens Jakob Thomasen og Casper Nielsen er tvivlsomme.
FC København:
Der ser ud til at være kommet gang i FCK-maskinen efter den sløje premiere mod AC Horsens.
Hobro IK og AaB har fået københavnske bank de seneste to spillerunder, og løverne var især sprudlende på hjemmebane mod et ellers ubesejret AaB-mandskab. Sprudlende var især Dame N'Doye og Viktor Fischer i det opgør. Førstnævnte lavede hattrick, mens Fischer assisterede to og lavede et mål. Den danske landsholdsspiller var mod AaB rykket fra venstre kant op i angrebet, og det skal blive spændende at se, om Ståle Solbakken fortsætter med den konstellation.
Det vil i så fald medføre, at Kenan Kodro endnu en gang har udsigt til en startplads på bænken.
Andreas Bjelland, Peter Ankersen og Carlos Zeca sad alle over, da FC København i midtugen spillede Europa League-kvalifikationen mod islandske Stjarnan. Alle tre profiler er dog med igen til søndagens kamp.
De fine resultater i de seneste par kampe virker til at have bragt lidt mere ro med sig i den danske hovedstad, hvor forventningerne i denne sæson er ekstra høje efter den katastrofale indsats i fjor.
FCK har fortsat Jonas Wind og Pieros Sotiriou på skadeslisten, men sidstnævnte er begyndt at træne med igen. Pierre Bengtsson sidder også over på grund af den skade, han pådrog sig mod Stjarnan i torsdags.
Løverne varmede op til OB-matchen med en returkamp mod Stjarnan i Europa League-kvalifikationen torsdag aften, og det endte med en sikker 5-0-sejr til et reservespækket dansk mandskab. Ståle Solbakken kunne blandt andet glæde sig over et hattrick af Kenan Kodro, fire assists af Mads Roerslev og 90 minutter i benene til William Kvist.
Karantæner:
OB: Ingen
FC København: Ingen
Bud på startopstillinger:
OB (4-4-2): Grytebust - Laursen, Petersen, Ludwig, Barrett - Greve, Drachmann, Tverskov, Kløve - Jacobsen, Helenius
FC København (4-4-2): Joronen - Ankersen, Vavro, Bjelland, Boilesen - Skov, Zeca, Falk, Thomsen - Fischer, N'Doye
Profilen:
Sten Grytebust er gået hen og blevet menneskelig i OB-målet. Nordmanden har tidligere været en mirakelmager, men de takter har han ikke kunnet finde frem indtil videre i denne sæson - det startede allerede lidt før sommerferien. Det er ikke sådan, at Grytebust har kostet mål eller spillet decideret dårligt, men der har været lidt længere mellem de afgørende aktioner, som har sikret fynboerne rigtig mange point. Sten Grytebust skal helt sikkert nok få en travl søndag eftermiddag, og det vil være et godt tidspunkt at levere en af de præstationer, man har set så mange af fra hans side.
Vidste du, at..:
Dame N'Doyes hattrick mod AaB var angriberens andet i Superligaen som FCK-spiller. Det første lavede han en majdag i 2011, da FC København besejrede FC Midtjylland 5-2 i Parken. N'Doye lavede også to assists i det opgør.
Dom:
FC København er favoritter mod en flok vaklende fynboer, men OB har faktisk en hæderlig statistik i hjemmekampene mod de mangedobbelte danske mestre at knytte sig til. Ud af de seneste fem indbyrdes opgør i Odense har hjemmeholdet vundet de tre, og det er trods alt ikke alle, der kan prale af det mod en traditionel magtfaktor som FC København. Så man må ikke afskrive OB i søndagens kamp, men vi gætter alligevel på, at løverne hiver de tre point med hjem over storebæltsbroen. Ståle Solbakkens mandskab vinder 2-1.
Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: