Optakt: NS Mura - AGF
Foto: Getty Images
Superliga

Optakt: NS Mura - AGF

AGF skal til Slovenien og forsøge at spille sig videre til tredje runde i Europa League-kvalifikationen. Modstanderen er de slovenske pokalvindere NS Mura.

Kampfakta:
Kampstart: Torsdag klokken 20.15
Spillested: Fazanerija Stadion, Murska Sobota
Dommer: Giorgi Kruashvili, Georgien
På TV: Canal 9
Hashtag: #eldk

Holdnyt:
NS Mura:
AGF's modstander er naturligvis et helt ubeskrevet blad for den gennemsnitlige danske fodboldfan.

NS Mura blev kun nummer fire i den slovenske liga i sidste sæson, men holdet vandt pokalturneringen, og det er grunden til, at slovenerne er med i Europa League-kvalifikationen. Mura er tophold i ligaen efter tre kampe i indeværende sæson og har endnu ikke indkasseret et mål.

Slovenerne ekspederede Nomme Kalju fra Estland ud i første runde med en 4-0-sejr, men det skal man ikke lægge alverden i. Esterne var lammet af et coronaudbrud i truppen og stillede med et rent reservehold.

NS Mura har ret hurtigt fået etableret sig i toppen af slovensk fodbold. Klubben rykkede først op i den bedste række for to år siden, og begge sæsoner i den øverste liga er endt med fjerdepladser og altså en pokaltitel i fjor. Det er kun en håndfuld år siden, at NS Mura spillede i Sloveniens tredjebedste række.

Klubbens hjemmebane har plads til godt 3.500 tilskuere, men der bliver som bekendt ikke lukket et øje ind, når AGF kommer på besøg torsdag.

AGF:
Efter en forholdsvis sikker sejr over finske FC Honka i første runde er David Nielsens mandskab nu klar til at tage næste stik i Europa League-kvalifikationen.

Århusianerne varmede godt op til kampen med en 4-2-sejr over Vejle Boldklub mandag aften, og AGF så igen farlige ud på dødbolde, som også var et våben, der gjorde ondt på FC Honka.

Efter en aktiv start på transfervinduet har svingdøren stået stille på Fredensvang på det seneste, og sportschef Peter Christiansen fastslog mandag, at den nuværende trup også bliver den, der skal klare skæerne i Europa League.

Kevin Diks er eneste mand på skadeslisten i AGF.

Karantæner:
NS Mura: Ingen
AGF: Ingen

Bud på startopstillinger:
NS Mura (3-4-1-2): Obradovic - Marusko, Gorenc, Karnicnik - Kous, Kozar, Horvath, Sturm - Kouter - Filipovic, Zizek

AGF (4-3-3): Eskelinen - Munksgaard, Hausner, Tingager, Højer - Olsen, Poulsen, Blume - Thorsteinsson, Mortensen, Jevotic

Profilen:
Milan Jevotic har kun spillet 36 minutters fodbold for AGF, men alligevel har den nyerhvervede serber noteret sig for tre assists. Nu fortjener han snart at få chancen fra start, og det kan meget vel blive torsdag aften i Slovenien. Så handler det om at gribe den.

Vidste du, at..:
Spilleren med nummer 9 på ryggen er som regel en klubs frontangriber og bedste bud på en topscorer, men sådan forholder det sig ikke i NS Mura. Klubbens nummer 9, Matic Marusko, er midtstopper.

Dom:
I den perfekte verden havde AGF haft hjemmebanefordel, men selv om David Nielsens tropper nu skal til Slovenien, ændrer det ikke på, at NS Mura er et hold, århusianerne skal være i stand til at besejre. 

NS Mura har næppe en eneste spiller, der ville glide direkte ind i AGF's startopstilling. Udeholdet bør være bedst på 11 pladser, men det faktum, at NS Mura ikke har indkasseret mål i denne sæson, vidner trods alt om en defensiv, der er solid.

Vi gætter på, at AGF lever op til favoritværdigheden og tager fra Slovenien med en 2-0-sejr.