Optakt: Lyngby BK - AaB
Superliga

Optakt: Lyngby BK - AaB

Superligaens mandagskamp byder på et opgør mellem oprykkerne fra Lyngby og AaB. Lyngby skal forsøge at gøre en ende på deres fire kampe i streg uden sejr, mens AaB skal op på hesten efter nederlag til Brøndby i sidste runde.

Kampfakta:
Kampstart: Mandag klokken 19.00
Spillested: Lyngby Stadion, Lyngby
Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen
På TV: TV3 Sport 1
Twitter: #LBKAAB #sldk

Holdnyt:

Lyngby BK: Efter otte point i de første fem kampe er Lyngbys fornemme sæsonstart i Superligaen stilnet af. Klubben har tabt sine seneste tre kampe til henholdsvis AC Horsens, FC Nordsjælland og Randers, og ligger derfor på en, stadig acceptabel, ottendeplads efter otte runder. 

Skal klubben rejse sig efter de tre nederlag på stribe, skal de have gang i målscoringen. Med kun et mål i de seneste fire kampe, er der pres på Jeppe Kjær, Mikkel Rygaard og resten af de offensive spillere. Emil Larsen har i sine fire kampe endnu ikke scoret efter sit comeback til klubben, og det må derfor forventes, at han påtager sig noget ansvar på den sidste tredjedel af banen.

Den høje forsvarsspiller Mads Gabel er fortsat ude sammen med Lasse Rise og Thomas G. Christensen og Danilo Arrieta.

Få spilforslag til samtlige syv Superliga-kampe - klik her

AaB: Klubben tabte i sidste runde til Brøndby og inkasserede dermed sit første nederlag i sæsonen. Da Randers vandt, krøb de over AaB'erne i tabellen, hvorfor AaB er nummer fire efter Brøndby, FCK og Randers. Bortset fra kampen mod Brøndby, hvor der var store chancer til begge hold, har AaB haft en god sæsonstart med fire sejre og tre uafgjorte.

I transfervinduet sagde klubben farvel til flere etablerede spillere, som Kenneth Emil Petersen, Nikolaj Thomsen og Lukas Spalvis, og fik en masse nye ansigter ind. Markus Holgersson har hurtigt taget styringen i forsvaret, mens Marco Meilinger og Edison Flores ligner to faste startere på AaB's kanter, hvor Meilinger bringer en kælen venstre pote og Flores bringer fart og en masse direkte spil. 

Markus Holgersson sidder dog ude i kampen mod Lyngby, efter han har fået karantæne for det albuestød, han sendte mod Brøndbys Christian "Greko" Jakobsen. Han har fået to spilledage i skyggen af DBU's disciplinære instans. 

På skadesfronten er der fire spørgsmålstegn i AaB-truppen. Venstre backen Jakob Ahlmann sad ude af opgøret mod Brøndby med en mindre forstrækning, mens lyskenproblemer forhindrede Edison Flores i at deltage i kampen. Begge forventes af holdets træner, Lars Søndergaard, klar til kampen, men intet er endnu fastlagt. Frederik Børsting måtte udgå i kampen mod Brøndby, fordi han døjer med et springerknæ, mens Jakob Blåbjergs ene knæ er hævet efter samme kamp. Begge er dog udtaget til kampen - det samme gælder Edison Flores, mens Ahlmann fortsat er ude.

Karantæner:
Lyngby BK: Ingen.
AaB: Markus Holgersson.

Bud på startopstillinger:

Lyngby BK (4-2-3-1): Hansen - Brandrup, Tauber, Sørensen, Lumb - Christjansen, Ørnskov - Fosgaard, Rygaard, E. Larsen - Kjær

AaB (4-4-2): Larsen - Kristensen, Pedersen, Blåbjerg, Ahlmann - Meilinger, Würtz, Risgård, Flores - Bassogog, Enevoldsen

Profilen:
Marco Meilinger har været god for AaB siden skiftet fra Austria Wien. Kantspilleren med det gode venstreben slår nogle farlige indlæg og dødbolde mod sine holdkammerater, ligesom han kan gøre sig direkte mod mål. Michael Lumb kommer på en opgave, når han skal forsøge at dæmme op for den østrigske spiller med nummer 20 på ryggen. 

Omvendt skal Jeppe Kjær have gang i målscoringen, hvis han skal blive ved med at være David Nielsens foretrukne mand helt fremme. Med et mål i de seneste seks kampe og nul i de seneste fire, skal han hive noget nyt op af posen, hvis Lyngby skal gøre sig forhåbninger om at få point med fra kampen.

Vidste du, at...:
Lyngbys cheftræner, David Nielsen, har repræsenteret kampens to hold på Superliga-niveau? I 1996 spillede han 13 kampe og scorede 10 mål for Lyngby, mens han i perioden 2003-2005 spillede 40 kampe og lavede 17 mål i AaB. David Nielsen har også gjort sig i OB af to omgange samt i FC København og FC Midtjylland. 

Dommen:
Lyngby har haft det svært i den seneste periode, mens AaB først i sidste runde blev ramt af sæsonens første nederlag. At AaB mangler deres forsvarsgeneral i Markus Holgersson er klart til Lyngbys fordel, men det bliver alligevel svært for de kongeblå at få noget ud af kampen. AaB vinder kampen med 2-0.

Få spilforslag til samtlige syv Superliga-kampe - klik her

Nedenfor ses indbyrdes kampe, form og tabel: