Optakt: FC Nordsjælland - AaB
Foto: Getty Images
Superliga

Optakt: FC Nordsjælland - AaB

AaB kan vinde for fjerde gang i træk i Superligaen, og de møder et groggy FC Nordsjælland-mandskab. Nordjyderne har revanche til gode efter 0-4-nederlaget mod Farum-klubben i fjor.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 14.00
Spillested: Right to Dream Park, Farum
Dommer: Peter Kjærsgaard 
Slutspil: Mesterskabsspillet 
På TV: Eurosport 2
Hashtag: #fcnaab #sldk

Holdnyt:
FC Nordsjælland:
Det var FC Nordsjællands plan at angribe tredjepladsen i Superligaen, men mesterskabsspillet er ved at ende i lidt af en fiasko for det unge FCN-mandskab. Torsdag tabte Flemming Pedersens tropper 0-4 til Brøndby IF, og der blev endnu en gang sat to streger under, at FC Nordsjælland ikke er gode mod de bedste hold i Superligaen.

Og så kan et mesterskabsspil selvsagt hurtigt blive en træls omgang.

Nu handler det om ikke at ende på sidstepladsen i puljen, og det maksimale FC Nordsjælland kan nå, er Brøndbys aktuelle fjerdeplads. Det har overordnet været en godkendt sæson i Farum, men indtil videre har det været et meget skuffende slutspil.

Mod Brøndby sad Mohammed Kudus udenfor, fordi der sker en masse ting rundt omkring ham i øjeblikket - blandt andet i forhold til de mange transferrygter. Det er uvist, om han er tilbage på banen mod AaB, men han er i hvert fald tilbage i truppen.

Abdul Mumin forlader med al sandsynlighed FC Nordsjælland efter denne sæson, og han var slet ikke i truppen mod Brøndby. Der kan meget vel være en sammenhæng mellem de to ting, hvorfor ghaneseren nok heller ikke er med mod AaB.

Til gengæld vender Kian Hansen tilbage fra karantæne. Han afløses i straffeboksen af Kamaldeen Sulemana.

Læs også:Robotter skal støtte Hobro i overlevelseskampen

AaB:
Det er mere og mere utroligt, at AaB kunne spille så dårligt i pokalfinalen mod SønderjyskE, for faktum er, at Jacob Friis' mandskab er gode i øjeblikket. Senest blev det til en 1-0-sejr over AGF, og det var AaB's tredje sejr i træk i Superligaen.

AaB kan ikke nå at blande sig i medaljekampen, men kan de fortsætte takterne i de sidste fire kampe, får holdet et meget fint afsæt til den kommende sæson.

Søndag jagter AaB sejr nummer fire, og gæsterne vil formentlig meget opsatte på revanche. For nogle uger siden vandt FC Nordsjælland 4-0 i Aalborg, og den plet vil AaB have vasket væk.

Søren Tengstedt sidder over, efter at det er kommet frem, at AaB og hans veje skilles efter denne sæson. Det forlyder, at angriberen er på vej til AGF, og det er nok ikke utænkeligt, at han ikke kommer i aktion igen for AaB. 

Lucas Andersen er den eneste på skadeslisten i AaB.

Karantæner:
FC Nordsjælland: Kamaldeen Sulemana
AaB: Ingen

Bud på startopstillinger:
FC Nordsjælland (4-3-3): Vindahl - Døhr Thychosen, Hansen, Yttergård, Mesik - Diomande, Kofod, Rygaard - Atanga, Rothmann, Damsgaard

AaB (3-4-3): Rinne - Okore, Thelander, Ross - Pallesen, Kakeeto, Fossum, Ahlmann - Kusk, Olsen, Børsting

Læs også:Rundens Hold i Superligaen - 32. spillerunde

Profilen:
Det kunne meget vel være tid til at give Mads Døhr Thychosen en pause, og han vil blive afløst af Oliver Villadsen, der senest startede inde, da FCN besejrede AaB med 4-0 i Aalborg. Ved den lejlighed spillede Villadsen særligt en fremragende anden halvleg, og det skal blive spændende at se, om han kan følge op på den præstation søndag eftermiddag.

Vidste du, at..:
Jores Okore er engang blevet matchvinder for FC Nordsjælland i et opgør mod AaB. Det var i oktober 2012, da midtstopperen sørgede for en 1-0-sejr til hjemmeholdet.

Dom:
FC Nordsjælland tævede AaB for bare et par uger siden, men momentum er lige nu hos nordjyderne, og det bliver med sikkerhed en helt anden kamp søndag. De to hold vil gerne spille den samme type fodbold, og forhåbentlig er der udsigt til en seværdig kamp mellem to offensivt indstillede mandskaber.

Vi vover pelsen og gætter på 2-2 i en underholdende kamp.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

Læs også:Det lærte vi af Superligaen: Ild i Uhre og fortjent midtjysk mesterskab

Læs også:Blog: FC Midtjylland er et strategisk problem for FCK og Solbakken

Læs også:Solbakken: Går efter sølv og mere ferie