Optakt: FC Midtjylland - SønderjyskE
Foto: Getty Images
Superliga

Optakt: FC Midtjylland - SønderjyskE

SønderjyskE chokerede FC Midtjylland i efterårspremieren - kan Haderslev-klubben gøre det samme i forårspremieren?

Kampfakta:
Kampstart: Torsdag klokken 18.00
Spillested: MCH Arena, Herning 
Dommer: Peter Kjærsgaard
På TV: TV3 Sport 
Hashtag: #fcmsje #sldk

Holdnyt:
FC Midtjylland:
Titelforsvaret fortsætter for FC Midtjylland, og der er grund til optimisme på heden.

Midtjyderne sluttede efteråret som nummer et i Superligaen, og det skete i kølvandet på en halvsæson, hvor FC Midtjylland på grund af Champions League spillede mange flere kampe end rivalerne. Det er set mange gange, at det koster i den hjemlige liga, men for FC MIdtjylland var tabet til at overskue.

Det blev heller ikke i vinterpausens testkampe, at Brian Priskes mandskab viste svaghedstegn. Sådan nogle kampe skal man aldrig konkludere for meget ud fra, men det er da værd at notere, at FC Midtjylland vandt fire ud af fire og blot indkasserede et enkelt mål.

Transfervinduet bød på et opsigtsvækkende comeback på Heden i form af Jonas Lössl, der er vendt tilbage efter syv år i udlandet. Også backen Ailton kom til fra VfB Stuttgart. Spillere som Ronnie Schwartz, Manjrekar James og Nikolas Dyhr har forladt mestrene.

Junior Brumado og Oliver Olsen er tilbage på træningsbanen efter lange skadespauser, men de er ikke i spil til opgøret mod SønderjyskE. Sory Kaba misser opgøret, efter han har haft Covid-19, mens Joel Andersson også er ude med en mindre skade. 

SønderjyskE:
Glen Riddersholms mandskab var én af de positive overraskelser i første halvsæson, og det efterlader SønderjyskE på femtepladsen. 

Kan de forsvarende pokalvindere fortsætte takterne og snige sig med i mesterskabsspillet, vil sæsonen allerede være en ubetinget succes. 

Det er imidlertid et SønderjyskE-hold, der må klare sig uden Alexander Bah, som var én af de bærende kræfter i efteråret. Han er blevet solgt til Slavia Prag for 13 millioner kroner - det styrker pengetanken i SønderjryskE, men svækker holdet.

Også Johan Absalonsen og Ogeyni Onazi har forladt sønderjyderne, mens Emil Holm og Bård Finne er kommet til. Førstnævnte er med et prisskilt på 2,1 millioner kroner den dyreste transfer i SønderjyskE's historie. Begge er udtaget til opgøret.

Glen Riddersholm arrangerede hele fem testkampe for sit mandskab i vinterpausen. SønderjyskE vandt to, spillede to uafgjort og tabte til Kolding IF.

SønderjyskE er svækket til premieren mod FC Midtjylland, da både Haji Wright og Victor Ekani har karantæne.

Karantæner:
FC Midtjylland: Ingen
SønderjyskE: Haji Wright og Victor Ekani

Bud på startopstillinger:
FC Midtjylland (4-2-3-1): Hansen - Cools, Sviatchenko, Scholz, Paulinho - Onyeka, Cajuste - Dreyer, Evander, Sisto - Pfeiffer

SønderjyskE (3-4-3): Thomas - Schmiedl, Gartenmann, Kanstrup - Simonsen, Albæk, Eskesen, Dal Hende - Hassan, Jacobsen, Finne

Profilen:
Mandag må have været en tung dag for Jesper Hansen. Veteranen har været en dygtig målmand for FC Midtjylland i flere år, men nu har mestrene hentet Jonas Lössl hjem til heden, og han er helt sikkert ikke tiltænkt en plads på bænken. Jesper Hansen skal nok starte inde mod SønderjyskE i premieren, men han må gøre sig nogle tanker om fremtiden. 

Vidste du, at..:
SønderjyskE's nyerhvervelse Bård Finne er noteret for 10 kampe i Bundesligaen. Dem spillede han for FC Köln i sæsonen 2014/2015. Finne har scoret et enkelt mål i Tysklands bedste række - mod Bayer Leverkusen på hjemmebane.

Dom:
SønderjyskE overraskede de fleste i første spillerunde, da holdet vandt 2-0 over FC Midtjylland. Hvad der var mindst lige så overraskende som resultatet var det faktum, at sejren var fuldt fortjent. Riddersholms tropper lukkede fuldstændig ned for de danske mestre.

Derfor ved FC Midtjylland også godt, at det kan gå galt i årets første kamp, men det er meget sjældent, at ulvene ikke vinder på MCH Arena. Det gør de også over SønderjyskE. Buddet herfra er 2-0 til de danske mestre.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: