Kampfakta:
Kampstart: Fredag klokken 19:00
Spillested: MCH Arena
Dommer: Sandi Putros
På TV: TV3 Sport
Holdnyt:
FC Midtjylland:
Hvis man skal konkludere noget ud fra årets første to runder i Superligaen, må det være, at det åbenbart er en fordel at spille i undertal.
FC Midtjylland skuffede fælt i forårspremieren med et 1-0 nederlag på Brøndby Stadion på trods af at have spillet +75 minutter i overtal efter en tidlig udvisning til de blågule.
I søndagens udekamp mod AGF var det så FC Midtjylland, som blev reduceret til først 10 og senere ni mand, da Paulinho og Ingason begge blev udvist i anden halvleg. På forunderlig vis lykkedes det alligevel ‘’ulvene’’ at stikke afsted med alle tre point, da Sørensen og Charles med de sidste krampetrækninger kombinerede sig flot frem til et sent sejrsmål.
Det var umiddelbart mere held end forstand, at midtjyderne endte med at vinde på Ceres Park, for selv da begge mandskaber var fuldtallige, var AGF det klart bedste hold på banen. Spillemæssigt er der plads til forbedring for Thomasberg og co. men sejren giver både et ordentligt moralsk boost samt tre vigtige point til guldkampen.
Mod AGF måtte FC Midtjylland undvære Marrony, Andersson, Martinez, Dalsgaard og Bech Sørensen. Sidstnævnte forventes dog tilbage i denne omgang sammen med Gabriel, som har udstået sin karantæne. Og så kan træner Thomas Thomasberg også glæde sig over, at han har Joel Andersson tilbage fra en længerevarende karantæne.
Til gengæld er både Ingason og Paulinho ude af spil efter udvisningerne mod AGF, mens Kristoffer Olsson af tragiske årsager heller ikke er med. Hans tilstand er for nuværende fortsat ukendt, men det er forventet, at det har fyldt meget i truppen og i klubben.
FC København:
Mens der har været dramatik for alle pengene i FC Midtjyllands to første kampe, er det gået anderledes gnidningsfrit for FCK, som har hentet to ganske overbevisende sejre mod Silkeborg og FC Nordsjælland på henholdsvis 3-0 og 2-0.
Efter en halvskidt første halvleg i premieren mod Silkeborg, har FCK nu spillet tre flotte halvlege i streg, hvor de i modsætning til en del kampe i efteråret, har virket til at være i god kontrol både med og uden bold.
Seks point, fem scoringer og lige så vigtigt - to clean sheets. Defensiven var FCK’s store akilleshæl i efteråret, men der har været godt styr på de bagerste geledder i de seneste tre halvlege, og hvis det er normen i foråret, bliver de forsvarende mestre svære at have med at gøre.
I mandagens kamp mod FC Nordsjælland måtte Neestrup se bort fra skadede Lerager, Sander og Khocholava, ligesom Ankersen og Boilesen heller ikke var en del af truppen.
Lerager, Sander og Khocholava er fortsat ude.
Karantæner:
FC Midtjylland: Paulinho og Ingason
FC København: Ingen
Bud på startopstillinger:
FC Midtjylland (4-4-2): Lössl - Gabriel, Bech Sørensen, Juninho, Bak - Sørensen, Rømer, Gigovic, Simsir - Brynhildsen, Cho
FC København (4-3-3): Grabara - Jelert, Vavro, McKenna, Diks - Mattsson, Falk, Goncalves - Elyounoussi, Claesson, Achouri
Dom:
FC Midtjylland har som regel et ganske godt tag på FCK, som de ikke har tabt til i de seneste fire Superliga-møder.
I fredagens topbrag er det dog svært at se midtjydernes vej, da Thomasberg må se bort fra en del profiler. Især defensivt ser midtjyderne decimerede ud, og det kan komme til at koste mod FCK’s fremragende arsenal af kampafgørende offensivspillere.
Spillemæssigt har midtjydernes to første kampe i 2024 desuden heller ikke været noget at råbe hurra for, og derfor lyder dommen på en sejr til ‘’løverne’’, der har set stærke ud mod Silkeborg og FC Nordsjælland, og som her kan stille i noget nær stærkeste opstilling. 2-0 til FCK.