Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: FC København - FC Nordsjælland

FC København er fortsat på jagt efter sæsonens første sejr. Søndag venter FC Nordsjælland i Parken.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 20.00
Spillested: Parken, København
Dommer: Morten Krogh
På TV: TV3 Sport
Hashtag: #fckfcn #sldk

Holdnyt:
FC København:
Danmarks mest vindende klub gennem de seneste 20 år er i knæ.

Starten på Superligaen er været katastrofal, og torsdag røg FC København også ud af Europa League før gruppespillet, da en jammerlig indsats på hjemmebane mod HNK Rijeka resulterede i et nederlag på 0-1. Det er blot anden gang på 15 år, at FCK misser et europæisk gruppespil.

Krisen kradser for alvor i hovedstaden.

Søndag jagter FC København oprejsning inden landskampspausen, og der er ingen tvivl om, at holdet rent mentalt har brug for en sejr. Det bliver spændende at se, hvilken forfatning løverne er i.

FC København må undvære Nicolaj Thomsen, Rasmus Falk, Ragnar Sigurdsson og Guillermo Varela.

FC Nordsjælland:
I tredje forsøg lykkedes det Farum-klubben at tage sæsonens første sejr, og det var én af dem, man rigtig godt kan lide på de kanter. Lokalrivalerne fra Lyngby Boldklub blev besejret 4-1 hjemme på eget kunstgræs.

Lyngby var foran ved pausen, men i anden halvleg skruede værterne bissen på. Det gjaldt ikke mindst vidunderdrengen Kamaldeen Sulemana, der blev dobbelt målscorer i storsejren.

Læs også:FCK-formand har fokus på transfervinduet: Skal afsluttes bedst muligt

Nu står FC Nordsjælland foran én af de discipliner, de bryder sig allermindst om - mødet med et tophold.

Det kom især til udtryk i sidste sæson, hvor FC Nordsjælland ikke vandt et eneste indbyrdes opgør mod FC København, FC Midtjylland, AGF og Brøndby IF - 16 kampe i alt. I denne sæson har holdet allerede tabt én gang til Brøndby.

FC Nordsjælland har Jonathan Amon på skadeslisten, mens Mathias Rasmussen og Marcus Gudmann i ugens løb er blevet solgt til henholdsvis Brann og Kolding IF. 

Karantæner:
FC København: Ingen
FC Nordsjælland: Ingen

Bud på startopstillinger:
FC København (4-2-3-1): Johnsson - Ankersen, Nelsson, Bjelland, Boilesen - Zeca, Stage - Biel, Wind, Fischer - Wilczek

FC Nordsjælland (4-3-3): Vindahl - Thychosen, Hansen, Jenssen, Frese - Kofod, Christensen, Diomande - Atanga, Rygaard, Sulemana

Profilen:
Carlos Zeca er ikke skyld i FC Københavns nedtur, men han er én af de spillere, der pludselig er faldet markant i niveau. Fra at være én af FC Københavns tre bedste i hver eneste kamp er der blevet langt mellem snapsene for løvernes anfører. I sidste sæson var Zeca den spiller i Superligaen, der vandt flest dueller, tacklede mest og havde flest pasninger. Efter tre runder i denne sæson topper han kun den ene af de tre statistikker - statistikken for flest tacklinger. Det vil kæde Zeca med en stor kamp mod FC Nordsjælland.

Vidste du, at..:
Pierre Bengtsson har lavet 46 assists som FC København-spiller, og dermed er han tæt på at indtage førstepladsen som den flittigste oplægger i klubbens historie. Aktuelt toppes listen af Sibusiso Zuma med 48 målgivende afleveringer.

Læs også:Afstemning: Er Ståle Solbakken den rigtige til trænerjobbet i FC København?

Dom:
FC København ligner ikke et mandskab, der kan vinde en fodboldkamp i øjeblikket. Samtidig fortæller statistikken, at FC Nordsjælland ikke kan slå et tophold.

Så hvad skal man tro om søndagens sene Superliga-klub?

Ja, umiddelbart virker det oplagt, at de to mandskaber snupper et point hver i nationalarenaen, og det bliver også buddet herfra. Opgøret ender 2-2.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

Læs også:Ståle Solbakken tvivler på ny kantspiller: Bliver svært nu

Læs også:FCK-keeper om bizart selvmål: Det var noget lort

Læs også:FCM drømmer om gensyn med Simon Kjær: Bestemmer selv sin stilling