Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 16.00
Spillested: Blue Water Arena, Esbjerg
Slutspil: Gruppespil – pulje 2
Dommer: Jonas Hansen
På TV: Eurosport 2
Hashtag: #efbhob #sldk
Holdnyt:
Esbjerg fB:
For bare to spillerunder siden havde Esbjerg fem point op til Hobro IK, hvilket lignede en svær opgave at skulle hente på seks kampe. Men vinder EfB søndag, overhaler holdet Hobro på den halve tid.
Det skyldes ikke mindst, at Esbjerg har fået fire point i Troels Bechs to første kampe tilbage i klubben. Selv om Bech siger, at han har arbejdet meget med den defensive del af spillet, er det især målscoringen, der er blevet bedre. Seks kasser på to runder er meget for et hold, der før det scorede mindre end ét mål pr. kamp i gennemsnit.
Netop målscoringen får EfB dog formentlig sværere ved mod Hobro. Mohammed Dauda, der scorede to mål og lagde op til ét i de to foregående opgør, har karantæne. Han og Yuri Yakovenko har ellers lignet et godt og klassisk ”lille, hurtig angriber og stor, stærk angriber”-makkerpar.
Hvad værre er, sidder Daudas mest oplagt afløser, Ante Erceg, også ude med karantæne. EfB har ikke flere angribere i truppen, så Bech skal enten bruge en spiller, der ikke er vant til at spille der, eller gå bort fra den 4-4-2 med diamant, som har fungeret så fint i de to forgangne kampe.
Mathias Kristensen genoptræner stadig efter en skade og kommer næppe heller med.
Hobro IK:
Lige så opmuntrende slutspillet hidtil har været for Esbjerg, lige så foruroligende er det for Hobro. Holdet har sat tre af sine fem points forspring over styr, og i seneste runde mod Randers FC gik det helt galt med et 4-0-nederlag.
Det er dog værd at huske på, at Hobro stadig står med overlevelsen i egne hænder. Holdet har to point ned til EfB endnu og skal ”bare” holde søndagens modstander bag sig. Det giver i givet fald adgang til de to playoffkampe om at blive i Superligaen.
Læs også:Nye forlængelser på plads: To lejesvende gør sæsonen færdig i Esbjerg
Hobro har desuden den fordel, at holdet har erfaring med playoff- og andre overlevelseskampe. Det stod i en lignende situation i fjor. Da fandt Hobro også noget frem i sæsonens sidste uger, selv om det havde set skidt ud op til.
Cheftræner Peter Sørensen skal dog finde en ny konstellation i forsvaret. Simon Skou Jakobsen fik rødt kort mod Randers og har dermed karantæne.
Karantæne:
Esbjerg fB: Mohammed Dauda, Ante Erceg
Hobro IK: Simon Skou Jakobsen
Bud på startopstillinger:
Esbjerg fB (4-2-3-1): Mannone – Brinch, Austin, Reese, Conboy – ”Lungi” Sørensen, Parunashvili – Kurzawa, Kauko, Soiri – Yakovenko
Hobro IK (4-5-1): Rask – Bøge, Gotfredsen, Minor, Haarup – Sabbi, Cappis, Brix-Damborg, Pedersen, Babayan – Kirkevold
Profilen:
Uanset hvem der erstatter Simon Skou Jakobsen, får Rasmus Minor en vigtig rolle i forsvaret. Han er den centrale, rutinerede kraft, der skal være med til at binde defensiven sammen. Og så kan han glæde sig over, at han slipper for at løbe om kap med Dauda.
Vidste du, at..:
Esbjerg og Hobro er glade for at spille uafgjort mod hinanden. I de ti indbyrdes Superliga-opgør, de har spillet gennem historien, er seks endt uden vinder. Senest er begge hidtidige kampe i denne sæson endt 1-1.
Dom:
Det her er måske den Superliga-kamp i sæsonen, hvor de to hold samlet set har mest på spil. Udfaldet får stor direkte betydning for, hvem der rykker direkte ned, og hvem der får en ny chance med to playoffkampe.
Læs også:Hobro-stopper: Håbløst og ringeste fejl i karrieren
I det lys skal man måske ikke forvente så meget løssluppet spil, men nærmere indædt knokleri og måske et kontramål. Ingen af holdene har trods alt været gode til at holde nullet.
Buddet herfra er, at Esbjerg og Hobro laver hattrick med sæsonens tredje 1-1’er.
Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:
Læs også:Vred Mannone: Man må åbenbart ikke brokke sig i Danmark
Læs også:Satser 25.000: Hobro IK appellerer rødt kort
Læs også:Karantæner - hvem er ude?