Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: AGF - Lyngby BK

Lyngby skal forsøge at følge op på sæsonens første sejr, når holdet gæster AGF søndag aften.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 18.00
Spillested: Ceres Park, Århus
Dommer: Jakob Sundberg
På TV: TV3 Sport
Hashtag: #agflbk #sldk

Holdnyt:
AGF:
Holdet gik ind til forårspremieren med en stime på tre sejre på stribe. Det lykkedes ikke AGF at udbygge den, men med 0-0 i Vejle kan holdet trods alt stadig kalde sig ubesejret siden november måned.

Pointtabet betød dog, at AGF blev overhalet af østjyske rivaler Randers FC i tabellen, og samtidig trak Brøndby IF fra i toppen, da holdet slog FC Nordsjælland torsdag aften. 

I forårspremieren manglede AGF den langtidsskadede anfører, Niklas Backman, Kevin Diks, Mathias Jørgensen, Søren Tengstedt og Zach Duncan. Det er formentlig kun Jørgensen og Diks, der har en chance for at blive klar til Lyngby-kampen.

Også de to nyerhvervelser Bubacarr Sanneh og Daniel Arzani sad ude. Det var en del af corona-retningslinjerne, der anbefaler karantæne, indtil nye spillere tester negativ på dag fire og dag seks efter skiftet. Dermed burde de være i spil til søndag.

Lyngby BK:
Endelig vandt Lyngby.

Holdet gik gennem hele efteråret uden en eneste ligasejr, og det vandt kun to kampe i hele 2020. Men i forårspremieren mod OB sørgede Christian ”Greko” Jakobsen for tre point med kampens eneste mål.

Dermed undslap holdet for første gang siden runde 10 sidstepladsen i Superliga-tabellen. Den tilhører nu AC Horsens. Lyngby har dog stadig ni point op til Vejle Boldklub på den rigtige side af stregen.

Læs også:Topscorer, mester og skuffelse: Så ringe var vi til at forudsige Superligaen

Magnus Kaastrup, der skiftede til Lyngby på transfervinduets sidste dag, kan få debut for holdet mod AGF. Det vil i givet fald ske mod hans egen barndomsklub; Kaastrup debuterede for AGF som 16-årig.

Lyngby må dog undvære venstre back Brian Hamalainen, der løb ind i en alvorlig skade i slutningen af januar, samt to spillere, der har karantæne.

Karantæne:
AGF: Nicolai Poulsen
AC Horsens: Jens Martin Gammelby, Mathias Hebo

Bud på startopstillinger:
AGF (4-3-3): Grabara – Munksgaard, Hausner, Tingager, Højer – Grønbæk, Hvidt, Olsen – Links, Mortensen, Thorsteinsson

Lyngby BK (4-3-3): Mikkelsen – Jørgensen, Tshiembe, Enghardt, Gregor – Kornvig, Rømer, Torp –  Jakobsen, Warming, Nielsen

Profilen:
Albert Grønbæk fik sit gennembrud på kanten, men er egentlig central midtbanespiller af natur. Her fik han også chancen i forårspremieren. Det skal blive spændende at følge ham, hvis han kan blive ved med at få en række optrædener på sin favoritposition.

Vidste du, at..:
Begge cheftrænere har en dårlig statistik mod søndagens modstander. David Nielsen har kun vundet ét af fire opgør mod sin gamle klub, mens Carit Falch har tabt to ud af to gange mod AGF. Det var som Brønshøj-træner i 2014.

Dom:
Sikke et løft, det må have givet Lyngby endelig at vinde og samtidig sikre, at holdene over nedrykningsstregen er inden for rækkevidde. Spørgsmålet er så, om det er nok.

Læs også:- Alle odds er mod os, men sejre giver tro

AGF har trods alt været et af de bedre hold i denne og seneste sæson, og værterne jagter medaljepladserne. Det er en helt anden opgave for Lyngby end OB i seneste runde.

Derfor tror vi på en århusiansk hjemmesejr på 2-0.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

Læs også:Lyngby-spiller jubler: Nu starter jagten

Læs også:Overblik: Superligaens vintertransfers 2021

Læs også:AGF undlod at sælge stor profil: Det er dejligt at stå her