Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 14.00
Spillested: Ceres Park, Århus
Dommer: Aydin Uslu
På TV: TV3 Sport
Hashtag: #agfach #sldk
Holdnyt:
AGF:
Sidste sæsons bronzevindere er stadig ubesejret i Superligaen i denne sæson. De otte point, AGF har samlet, er faktisk nok til andenpladsen, hvorfra der dog fire point op til Brøndby IF alene i front.
I løbet af landskampspausen har cheftræner David Nielsen fået tre af sine skadede spillere tilbage på træningsbanen. Gift Links, Kevin Diks og Milan Jevtovic har trænet med fra ugens begyndelse og er alle i spil til at komme på banen mod AC Horsens.
Det betyder dog ikke, at skadeslisten er tom. På den står stadig Mustafa Amini, Alex Gersbach, Zach Duncan og Niklas Backman. Ingen af dem træner i øjeblikket med resten af holdet, så der går noget tid, før nogen af dem er kampklar igen.
Til gengæld er Sebastian Hausner tilgængelig. Han har siddet ude, siden han fik rødt kort mod Randers FC i anden spillerunde, men er færdig med at afsone nu. Han skubber formentlig Jesper Juelsgård ud af startopstillingen.
AC Horsens:
Et point mod de forsvarende mestre kan man altid bruge, men den 2-2-kamp, som AC Horsens spillede før landskampspausen, var særligt tiltrængt. Den kastede nemlig holdets allerførste point i sæsonen af sig.
Dermed er Horsens ikke længere det eneste hold uden point. Det er dog stadig det hold med færrest point. Derfor skal de gode takter fra FC Midtjylland-kampen for to uger siden gerne følges op mod AGF.
Blandt de positive aspekter kunne cheftræner Jonas Dal notere sig Jannik Pohls to mål. Det var hans første scoringer i næsten to år; den seneste kom for FC Groningen mod Excelsior i Æresdivisionen i november 2018.
Netop målscoringen har været et problem for AC Horsens, så derfor vil det falde på et tørt sted, hvis Pohl kan komme ind i en stime. Alternativt har klubben hentet Kjartan Finnbogason tilbage.
Læs også:Overblik: Superligaens kontraktfrie spillere
I løbet af ugen er Michael Lumb blevet testet positiv for coronavirus. Han sidder derfor i karantæne derhjemme og er ikke i spil til kampen. Ingen andre Horsens-spillere testede positiv onsdag, men de skal alle testes igen fredag for at dobbelttjekke, at smitten ikke har bredt sig.
Karantæne:
AGF: Ingen
AC Horsens: Ingen
Bud på startopstillinger:
AGF (4-3-3): Grabara – Munksgaard, Tingager, Hausner, Højer – Blume, Poulsen, Olsen – Grønbæk, Mortensen, Thorsteinsson
AC Horsens (4-4-1-1): Delac – Buus, Kiilerich, Ludwig, Lange – Prip, Jacobsen, Thorsen, Tengstedt – Hansson – Pohl
Profilen:
Det har været trængselstider i AGF-forsvaret, mens Hausner, Backman og Diks har siddet ude. Nu er førstnævnte tilbage, og han går formentlig direkte ind i startopstillingen igen. AGF har lukket ukarakteristisk mange mål ind i begyndelsen af sæsonen, så det vil formentlig gøre defensivt godt at få mulighed for at lade de samme folk spille sig sammen.
Vidste du, at..:
Hvis både Casper Tengstedt (Horsens) og Søren Tengstedt (AGF) kommer på banen, vil det være første gang, at to Tengstedt’er spiller i samme Superliga-opgør, siden René og Thomas var på banen i fire minutter samtidig i 1999. De spillede for henholdsvis Lyngby FC og Viborg FF.
Casper er i øvrigt søn af Thomas, som er fætter til Sørens far, Kim, der selv er tidligere AaB-spiller. René er Kims bror.
Dom:
Det er svært at se andet end en AGF-sejr. Selv om forsvaret har været udfordret, har AGF trods alt klaret sig væsentligt bedre end Horsens indtil nu i denne sæson.
Desuden er tre af de skadede spillere på vej tilbage, mens Horsens stadig kæmper med at få tingene til at fungere under Jonas Dal.
Læs også:AC Horsens er blevet ramt af coronavirus
Kampen ender 2-0 til hjemmeholdet.
Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:
Læs også:AGF-back er tilbage: Jeg frygtede det værste
Læs også:Superliga-maskot: Jeg får indimellem nogle lidt kinky beskeder
Læs også:Horsens-kaptajn med assist og brændt straffe i færøsk sejr