Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: AC Horsens - FC Midtjylland

FC Midtjylland skal tilbage til hverdagen i Superligaen efter Champions League-kvalifikationen i midtugen. Forude venter pointløse AC Horsens.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 16.00
Spillested: Casa Arena, Horsens
Dommer: Peter Kjærsgaard
På TV: TV3 Sport
Hashtag: #achfcm #sldk

Holdnyt:
AC Horsens:
Der er ingen vej uden om det: AC Horsens har fået en dårlig start på sæsonen, og Jonas Dal har fået en dårlig start på livet som cheftræner i klubben. Tre kampe, tre nederlag og bare ét scoret mål er det foreløbige facit for denne sæson.

For en gangs skyld har Horsens ellers holdt nogenlunde sammen på truppen mellem to sæsoner. Det var meningen, at det skulle give kontinuitet og muligheden for at køre videre i samme rille som i seneste sæson. Indtil videre har det dog ikke givet de håbede resultater.

Jonas Dal kan dog glæde sig over, at han ikke skal lave en masse fiksfakserier for at sætte hold. Hele truppen skulle således være tilgængelig, efter Bjarke Jacobsen er færdig med at afsone den karantæne, der holdt ham ude af Brøndby-kampen i seneste runde.

Horsens har i løbet af ugen sendt Peter Therkildsen til Haugesund i Norge.

FC Midtjylland:
Vi fornærmer næppe AC Horsens ved at konstatere, at søndagens opgør er denne uges mindst vigtige kampopgave for FC Midtjylland. Onsdag besejrede holdet Slavia Prag med 4-1 i Champions League-playoff og er dermed klar til gruppespillet for første gang i klubbens historie.

Af samme årsag skal vi nok forvente at se en del ændringer i startopstillingen mod Horsens sammenlignet med de 11, der startede på banen mod Slavia. Det har været kutymen hidtil i sæsonen, at cheftræner Brian Priske har skiftet flittigt ud for at holde alle mand frisk.

Erik Sviatchenko er en af dem, der bliver blevet sparet, mens Frank Onyeka også bliver sparet, og de er end ikke med i truppen. Det er Lasse Vibe og Ronnie Schwartz desuden heller ikke.  

Læs også:Priske jubler efter Champions League-gruppespil: Vi fortjente det

Derudover er der en masse åbne positioner, hvor spillere måske bliver roteret.

Karantæne:
AC Horsens: Ingen
FC Midtjylland: Ingen

Bud på startopstillinger:
AC Horsens (4-4-2): Delac – Buus, Ludwig, Kiilerich, Lumb – Prip, Hansson, Jacobsen, Tengstedt – Pohl, Brock-Madsen

FC Midtjylland (4-2-3-1): Hansen – Andersson, James, Scholz, Dyhr – Cajuste, Evander – Mabil, Kraev, Dreyer – Brumado

Profilen:
Det siger en hel del om AC Horsens’ scoringsproblemer, at holdets eneste målscorer i denne sæson er backen Michael Lumb. Det skal dog ikke tage noget fra Lumbs scoring mod Brøndby. Den var en topscorer værdig: en lille tæmning og en sikker afslutning i et ellers overbefolket felt. Så er vejen da vist for angriberne.

Vidste du, at..:
Af de 33 kampe, holdene har spillet mod hinanden i Danmarksturneringen, har Horsens bare vundet fire. FC Midtjylland har vundet 24.

Dom:
Det er selvfølgelig en ubekendt faktor, hvordan FC Midtjylland reagerer på, at hverdagen vender tilbage efter den store triumf onsdag aften. Derudover er der dog ikke meget, der taler for andet end en udesejr til de midtjyske gæster.

Buddet herfra er da også, at mestrene klarer den, selv om de måtte være træt i krop og sind efter en hektisk sæsonstart. 2-0 til FCM.

Læs også:Superliga-spørgsmål: Hvem ser vi for sidste gang?

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

Læs også:Overblik: Superligaens sommertransfers 2020

Læs også:Superligaens bedste: VB-talent topper sammen med offensivprofiler

Læs også:FC Midtjylland-målscorer jubler: Fuck hvor er jeg glad man