Omskolet Brøndby-spiller: Jeg føler mig nogenlunde hjemme
Andreas Bruus er under Niels Frederiksen blevet omskolet fra offensivspiller til wingback, og søndag leverede den 21-årige Brøndby-spiller en fremragende præstation på den position, da han spillede 90 minutter i 2-0-sejren over FC Nordsjælland.
Bruus stod over for lynhurtige FCN-spillere, men han har selv masser af fart i stængerne, og han så sjældent presset ud på kunstgræsset på Right to Dream Park.
- Det er svært at sætte ord på sin egen præstation lige efter en kamp, men jeg følte mig godt tilpas, og jeg følte, jeg havde styr på det. Jeg fik også rigtig god hjælp af Hjörtur (Hermannsson, red.), som hele tiden snakker i baggrunden. Han hjælper mig meget og gør det nemmere for mig, siger Andreas Bruus.
Læs også:Brøndby-anfører: Landsholdet er ikke noget, jeg tænker på
Han føler sig mere og mere hjemme som højre wingback.
- Ja, det synes jeg efterhånden. Jeg har haft nogle okay kampe på det seneste, og jeg føler mig fint tilpas, men jeg får også al den hjælp, jeg overhovedet kan få. Nu har jeg spillet den et stykke tid, og jeg føler mig nogenlunde hjemme, lyder det fra Andreas Bruus.
Ros fra cheftræneren
Hvor Andreas Bruus tøvede med at rose sig selv efter 2-0-sejren over FC Nordsjælland, var der ingen tilbageholdenhed fra cheftræner Niels Frederiksen, der også bemærkede sin velspillende wingback.
Læs også:Havde udløb i morgen: Brøndby giver angriber kort forlængelse
- Jeg vil gerne fremhæve Andreas Bruus, som jeg synes spiller en fantastisk kamp. En angriber, der er blevet omskolet, og nu har fået nogle minutter på den her wingback, og han er en af vores bedste i dag (i går, red.), siger Niels Frederiksen.
Brøndby-træneren fremhæver også Mikael Uhre, der startede inde i angrebet sammen med Simon Hedlund.
- Det er to spillere, som man måske for fire måneder siden havde tænkte "Nå, jamen de får nok ikke den store betydning for Brøndby i dette forår." - men det gør de. Vi har organisk formået at udvikle nogle spillere, og på den måde fået flere spillere ind. Der var mange, der var efter os efter januars transfervindue, hvor vi ikke hentede nogle ind og kun sagde farvel til nogle, men så har vi så fået nogle af de interne til at vokse, konstaterer Frederiksen.
Brøndby er det eneste ubesejrede mandskab i mesterskabsspillet.
Læs også:Avis: Storklubber så nærmere på FCN-komet mod Brøndby
Læs også:Bedst og værst: Alt godt kommer til den, der venter
Læs også:Avis: Brøndby-svensker var tæt på FC Nordsjælland