Der var godt med tumult mellem Brøndbys og AaB's spillere efter kampen, hvor nordjyderne lige havde vundet med 1-0. I midten af det hele var Jores Okore, som havde fejret sejren ud mod nogle Brøndby-fans.
Selv forklarer han i interview med Canal 9, at det hele blev vildere end det burde.
- Jeg jubler, og så kommer Maxsø, som føler, at jeg hoverer. Det gør jeg ikke, men det følte han lidt, hvor han siger, at jeg skal vise noget respekt. Der har jeg bare en diskussion med Maxsø frem og tilbage. Vi kender hinanden, så vi stod bare og havde en samtale frem og tilbage, siger han og fortsætter:
- Så begyndte Fisker bare at sprinte op i hovedet på mig som om, at han var en del af samtalen. Det var han ikke. Det forstod jeg ikke, hvorfor han gjorde, lyder det fra Jores Okore.
Han peger desuden på, at han ikke aner, hvad der gjorde Kasper Fisker så sur i situationen, og slår fast, at han er videre.
Derudover har Andreas Maxsø til samme medie kommet med en lignende forklaring om, hvad der skete mellem de to.
Resultatet betyder nu, at Brøndby ikke kan nå tredjepladsen, men at AaB stadig har mulighedend for at indhente Brøndby på fjerdepladsen.