Video : Tipsbladet
Superliga

Officielt: Superliga-stortalent skifter til Ajax i rekordsalg

16-årige Jeppe Kjær skifter AC Horsens og 3F Superligaen ud med Eredivisie og AFC Ajax.

Jeppe Kjær skifter til AFC Ajax.

Det bekræfter AC Horsens i en pressemeddelelse.

Det 16-årige stortalent har skrevet under på en treårig aftale med den hollandske storklub, der træder i kraft med øjeblikkelig virkning.

- Det er stort for mig og en drengedrøm at skrive med Ajax, og jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang. Det har været lidt hektisk de seneste dage, men alle har taget godt imod mig, og lægetjekket er gået fint, siger Jeppe Kjær

- Det er selvfølgelig svært at sige farvel til AC Horsens, hvor jeg har haft en rigtig god tid, og klubben vil altid have en plads i mit hjerte. Jeg har haft det fantastisk på akademiet, hvor alle trænere har troet på mig, og hvor vi har et rigtig godt træningsmiljø, der har givet mig mulighed for at udvikle mig. Det er jeg sindssygt taknemmelig for.

Bo Henriksen tilføjer, at Kjær har hvad der skal til for at gøre det godt i sin nye klub.

- Han kommer ned til en klub, der har fuldstændig styr på alle detaljer i forhold til unge spillere, og han får de bedste rammer, han kan ønske sig. Jeg er ikke i tvivl om, at han er en storspiller i svøb, og han har mentaliteten til at håndtere det og gå hele vejen. Det har han om nogen også fortjent, og jeg er lykkelig på hans vegne, fortæller cheftræneren.

Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvor stort et beløb AC Horsens har solgt Jeppe Kjær for.

Kjær nåede kun at spille 11 førsteholdskampe for AC Horsens, hvoraf de ni var i 3F Superligaen. Stortalentet scorede ét mål og lavde to asissts for Bo Henriksens mandskab i landets bedste fodboldrække.

Jeppe Kjær startede med at spille fodbold som fire-årig i Hatting-Torsted, der er en af klubberne i INSERO Klubsamarbejdet, og han skiftede til AC Horsens som U13-spiller, da han havde trænet med på Talentskolen.