OB har allerede været aktive denne vinter, hvor de har hentet den islandske midtbanespiller Aron Elis Thrandarson og præsenteret Michael Hemmingsen som sportschef. Og nu er der mere nyt fra Ådalen.
Den fynske Superliga-klub har således hentet Mikkel Hyllegaard fra samarbejdsklubben SfB/Oure, der spiller i Danmarksserien. Han har skrevet under på en kontrakt, der løber indtil sommeren 2022.
20-årige Hyllegaard har spillet reserveholdskampe for OB i efteråret, hvor han har scoret fire mål.
For angriberen er det en drøm, der går i opfyldelse, fortæller han til OB's hjemmeside.
- Det betyder rigtig meget for mig, og det er en drøm, jeg har ønsket ville gå i opfyldelse, siden jeg var helt lille - så i dag er en rigtig speciel dag for mig. Jeg har haft en anden vej til en professionel kontrakt end mange andre, da jeg er gået via efterskole og gymnasie i Oure, men jeg har hele tiden troet på, at jeg kunne nå mit langsigtede mål om at blive professionel fodboldspiller.
- Jeg synes, det er svært at sige, hvad jeg har af forventninger til den kommende periode. Til at starte med vil jeg bare gerne ordentlig ind på holdet i OB. Jeg har delvist været en del af holdet i et halvt års tid, så det bliver ikke svært, men alligevel bliver det anderledes nu, da jeg er en del af holdet hele tiden, siger Mikkel Hyllegaard.
OB er aktuelt nummer ni i Superligaen.