FCK vil have endnu mere Jacob Neestrup.
Klubben har netop bekræftet, at man har forlænget hans aftale, så den nu løber frem til 2029.
Det er ikke længe siden, at Jacob Neestrup rundede sin kamp nummer 100 i spidsen for FC København, og han glæder sig selvfølgelig over forlængelsen.
- Jeg er naturligvis glad for denne forlængelse. Der er ingen tvivl om, at vi har haft et periodevist svært 2024, men jeg er fortsat fyldt med høj energi og stor motivation for at lede spillere og stab, så vi sammen kan indfri vores fælles ambitioner i F.C. København.
- Jeg er meget tilfreds med samarbejdet med truppen, staben og min sportsdirektør, og derfor ser jeg også optimistisk på fremtiden. Foran os venter der mange hårde og spændende opgaver nationalt og internationalt, og jeg ser frem til at gøre mit absolut bedste for at være med til at videreudvikle og forløse det store potentiale, vi har både som hold og klub, siger Jacob Neestrup til klubbens hjemmeside.
Jacob Neestrup blev cheftræner i september 2022, efter man valgte at fyre Jess Thorup. Han har tidligere været assistenttræner under Jess Thorup og Ståle Solbakken.