Efter en mildt sagt hektisk sommer med en lang transfersaga, kan danske Pione Sisto nu begynde at koncentrere sig om at spille fodbold.
FC Midtjylland har købt den 25-årige dansker fri i Celta Vigo
Det oplyser den spanske klub på sin hjemmeside.
Celta Vigo beretter ikke noget om kontraktlængden, men det er allerede kommet frem i flere danske medier, at Sisto angiveligt har sat sin underskrift på en fireårig aftale. Klubben oplyser dog, at man har sikret sig en procentdel af et potentielt fremtidigt salg af Sisto.
I starten af sidste uge berettede flere aviser ellers, at Sisto blot var en underskrift og et lægetjek fra FC København, men kantspilleren sprang altså fra i sidste øjeblik.
Efter fire år i spanske Celta Vigo vender han i stedet hjem til de vante rammer i FC Midtjylland, hvor han fik sin fodboldopdragelse og nåede at spille 113 førsteholdskampe.
Ifølge både Ekstra Bladet, Herning Folkeblad og BT betaler FC Midtjylland 16 millioner kroner for at hente Sisto fri i Celta Vigo. Prisen kan dog stige med yderligere ni millioner kroner.