Så er aftalen mellem Superligaklubben Esbjerg og Rafael van der Vaart endelig faldet på plads. Efter at have trænet med holdet det seneste stykke tid, er de to parter nu blevet enige om en kontrakt, der gør det muligt for den tidligere storspiller at spille kampe for klubben.
Esbjerg og 35-årige Rafael van der Vaart har skrevet under på en 1-årig kontrakt, som dermed gælder for resten af den indeværende sæson.
Rafael van der Vaart havde kontraktudløb i FC Midtjylland efter seneste sæson, og selvom opholdet hos de danske mestre mildest talt var mislykket, er det alligevel en stor kapacitet, der er kommet til Vestjylland.
Med klubber som Real Madrid, Tottenham, Hamburger SV og førnævnte Ajax på CV’et, er han det største spillernavn i klubbens historie. Og til klubbens hjemmesiden fortæller administrerende direktør Brian Knudsen, at man er stolte over at skrive kontrakt med en spiller som van der Vaart.
- Det er en glædelig nyhed for EfB, at vi kan tiltrække en spiller, der har meritter som ham. Han er en god rollemodel for vores unge spillere, der kan lære meget af ham
Og Esbjergs cheftræner, ligeledes hollandske John Lammers, ser frem til at sende Rafael van der Vaart på banen. Også selvom han efter lang tid i kulden i FC Midtjylland ikke ligefrem er i kampform.
- Jeg er glad for, at vi har hentet Rafael. Han har en enorm erfaring og åbenlyse kvaliteter, og nu skal vi sørge for at få ham fit.