Brøndby bekræfter nu, at kroatiske Ante Erceg spiller den kommende sæson for NK Osijek i Kroatien på en lejeaftale. Det meddeler de blå-gule på sin hjemmeside.
Tirsdag kunne tipsbladet.dk erfare, at en lejeaftale var tæt på, og i dag, onsdag, skrev flere kroatiske medier, at Osijek var klubben, der var tæt på at sikre sig Ante Erceg. Og det er altså rigtigt.
Dermed vender Ante Erceg tilbage til Kroatien, hvor han før har spillet for Hajduk Split.
- Ante har tacklet en svær tid i Danmark med oprejst pande og har altid arbejdet stenhårdt. Det er en perfekt mulighed for Ante at han nu kan vende retur til Kroatien. NJ Osijek spiller med i toppen af den bedste kroatiske liga, så det er en rigtig god mulighed for Ante at vise sig selv frem på under hjemlige himmelstrøg, fortæller fodbolddirektør Carsten V. Jensen til Brøndbys hjemmeside.
Ante Erceg, 30 år, kom til Brøndby i sommeren 2018 og står hidtil noteret for 31 kampe for klubben fra den københavnske Vestegn. Han har stadig kontrakt med klubben indtil sommeren 2022.
I foråret var Ante Erceg også udlejet. Det var til Esbjerg fB.