Milan Jevtovic er ny mand i AGF i den kommende sæson.
Det bekræfter klubben i en pressemeddelelse.
Den serbiske kantspiller skifter til AGF fra den serbiske storklub Røde Stjerne Beograd på en fireårig aftale, der gælder frem til sommeren 2024.
- Vi har fulgt Milan gennem længere tid og har også tidligere forsøgt at få ham til AGF. Vi er glade for, at det nu er lykkedes, fordi vi får en spiller, der passer rigtig godt ind i den måde, vi spiller på, siger sportsdirektør Peter Christiansen
- Milan er en løbestærk, konstant udfordrende kantspiller, som kan bruges i både højre og venstre side, hvorfra han er god til at sætte sine medspillere i scene og selv komme til afslutninger. Han har tidligere vist, at den skandinaviske fodboldkultur passer godt til ham, og vi forventer også, at han kan være med til at gøre en forskel for os.
Jevtovic ser frem til at komme til AGF, som han har hørt gode ting om fra sin tidligere holdkammerat i Rosenborg, Alex Gersbach.
- Jeg har hørt meget godt om AGF fra Alex Gersbach, som jeg kender, og jeg har fulgt den danske liga, fordi jeg tidligere har spillet i Norge. Jeg kan ikke vente med at komme i gang og spille foran klubbens fans, siger kantspilleren.
Jevtovic har en fortid i både Bodø/Glimt og Rosenborg, så han er ikke ukendt i skandinavisk fodbold.
I denne sæson har kantspilleren primært været reserve i Røde Stjerne, men han var på banen i den forlængede spilletid i Telia Parken, da serberne mødte FC København i Champions League-kvalifikationen tilbage i august. Røde Stjerne endte som bekendt med at ekspedere FCK ud efter straffesparkskonkurrence, men det var ikke efter megen hjælp fra Milan Jevtovic, der brændte sit forsøg fra 11 meter.
Handlen er AGFs første af slagsen i sommerens transfervindue, og Jevtovic tiltræder klubbens i midten af august.