AC Horsens henter back i Fremad Amager
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

AC Horsens henter back i Fremad Amager

I sidste uge præsenterede AC Horsens Jacob Buus som ny spiller, og nu er Den Gule Fare klar med endnu en forstærkning.

AC Horsens har sikret sig klubbens anden forstærkning frem mod den kommende sæson.

I fredags præsenterede Den Gule Fare midtstopperen Jacob Buus som ny spiller, og nu har AC Horsens også indgået en aftale med venstrebacken Thor Lange, der kommer til klubben fra Fremad Amager efter denne sæson.

26-årige Thor Lange har tidligere været i norsk fodbold, hvor han tørnede ud for Stabæk og Strømmen IF. Han har aldrig optrådt i Superligaen, men det får han altså mulighed for nu.

Læs også:Troels Bech kan se sig selv i nyt trænerjob

- Thor Lange har vi fulgt tæt gennem en længere periode, og han har udviklet sig til at være en profil på et rigtig godt 1. divisionshold. Vi kigger jo meget mod de danske rækker, og vi er stolte af, at vi igen kan tiltrække en stærk spiller fra vores scoutingområde. Thor Lange er en stærk back, men han kan også spille wing, og offensivt kan han bidrage med både mål og assists. Vi er godt besat i venstresiden i øjeblikket, men jeg er ikke i tvivl om, at han kan gå ind og spille superligafodbold fra dag ét. Tilgangen af Buus og Lange betyder, at truppen er både bedre og bredere, fortæller manager Bo Henriksen i en pressemeddelelse.

Hovedpersonen selv ser frem til at skifte til AC Horsens og prøve kræfter med landets bedste række.

- Det har været et meget nemt valg fra min side at takke ja til AC Horsens. Jeg har spillet på næsthøjeste niveau og har håndteret det godt, og nu vil jeg gerne prøve det højeste niveau i Skandinavien, hvor der er flere tilskuere, bedre modstandere, mere pres, større rammer osv. AC Horsens er en klub med sjæl og en spændende og entusiastisk træner, så det lover godt, siger Lange og fortsætter:

Læs også:Avis: Dansk fodbold er tæt på mange flere tilskuere

- Jeg er en venstre back med mange løb, og jeg er lidt af en energibombe, der godt kan lide at komme med frem offensivt og score mål. Forhåbentlig kan jeg også bidrage med mål i AC Horsens. 

Thor Lange har underskrevet en to-årig aftale med AC Horsens. Han skifter på en fri transfer. 

Læs også:Overblik: Sådan ser slutspillet i Superligaen ud

Læs også:FAKTA: Det siger evalueringen om tilskuerforsøg i Superligaen

Læs også:Efter Randers-skalp: AC Horsens går efter europæisk deltagelse