Video : Tipsbladet
Superliga

OB’er takker VAR: Dommerne tager ikke ansvar

OB-stopperen var glad for, at VAR var til rådighed i mandagens kamp mod FC Midtjylland.

Videodommersystemet VAR er ofte kommet i fokus i Superligaen i år, og det gjorde de også i mandagskampen mellem OB og FC Midtjylland.

I slutningen af første halvleg blev der nemlig dømt et straffespark til FC Midtjylland i en duel mellem Oliver Lund fra OB og midtjydernes Erik Sviatchenko , men den dom blev omstødt efter et VAR-tjek.

Og OB’eren var godt tilfreds med, at VAR skred ind. Ifølge ham formåede dommerne nemlig ikke at tage ansvar i situationen.

- Jeg oplever det som utrolig tyndt i første omgang. Jeg kan ikke rigtig se, hvor han står i situationen, men at han dømmer den i første omgang er utrolig tyndt. Så det er fair, at den bliver trukket tilbage. Jeg er en af de spillere, der har forbandet VAR en smule, og i denne situation redder VAR os gudskelov. Men der står en linjedommer og en dommer, der skal tage ansvar, og det gør de ikke i situationen, siger Oliver Lund til TV3 Sport og tilføjer:

- Vi (Lund og Sviatchenko, red.) snakkede om, at den var tynd, og at han spiller lidt på den, og sådan er det. Det er en del af gamet, og havde de fået den, havde det været godt for Midtjylland. Nu får de den heldigvis ikke, fordi tv-billeder viser noget andet, og der kan man være glad for, at VAR er til stede, når de ikke er i stand til at tage ansvar inde på banen.

- Jeg vidste godt, at der ikke var straffe. Jeg siger det også allerede derinde, og hvis den var blevet dømt, havde det været årets største fiasko, hvis vi skal snakke om domme. Det er fint, at VAR griber ind.

Det sluttede 1-1 i Odense mandag aften. OB kom ellers foran efter 14 minutter, men midtvejs i anden halvleg udlignede Sory Kaba for de midtjyske gæster.  

Se situationen med straffesparket i videoen øverst i artiklen.