OB tog den anden superligasejr i træk ved at vinde 1-0 på hjemmebane mod AC Horsens søndag eftermiddag.
Det fynske hjemmehold fik med Emmanuel Sabbis scoring distanceret sig fra bundstriden, hvor AC Horsens er efterladt med Lyngby.
Allerede efter mindre end et minut var OB tæt på komme foran efter et hjørnespark, men Horsens fik lidt heldigt sparket bolden væk.
Det formåede udeholdet dog ikke ti minutter senere.
Rune Frantsen mistede bolden lige foran eget felt, og herefter blev bolden sendt ind i feltet, hvor forsvarsspillerne fra Horsens ikke fik sparket den væk.
Læs også:LIVE: Sådan gik det minut for minut da OB slog AC Horsens
I sidste ende kunne Emmanuel Sabbi score et af karrierens nemmeste mål fra kort afstand.
Efterfølgende var OB det dominerende hold i første halvleg, der mere var præget af små frispark end flot fodboldspil og mange chancer.
Tættest på var Issam Jebali med en afslutning lige på Matej Delac lige op til pausen.
Straks fra anden halvlegs begyndelse fik Horsens lagt et godt pres, og Kjartan Finnbogason havde en stor chance, som blev sparket forbi mål.
Og det skulle blive en af Horsens-angriberens sidste aktioner i kampen, for efter 58 minutter fik han tildelt et direkte rødt kort for en stempling på Troels Kløve.
Læs også:FCN-profil efter storsejr: Skreg råbte og dansede mere end vi plejer
OB drog fordel af overtallet og lagde et stort pres på Horsens-målet. Jens Jakob Thomasen var også tæt på at udbygge føringen, men det flotte langskud prellede af på stolpen.
Til sidst forsøgte Horsens at fremtvinge en udligning, men hjemmeholdets defensiv lukkede effektivt af.
Med sejren er OB noteret for 10 point efter syv kampe, mens Horsens blot har to point og ligger sidst.
/ritzau/
Læs også:Bach Bak efter overraskende FCN-nederlag: Det er en hård periode
Læs også:FCN-træner hylder tomålsskytte: Det sjove er, at han ser sig selv som 6'er
Læs også:Bedst og værst: VAR-rødt og ironiske klapsalver i Odense