OB spillede FCK ud af banen i første halvleg af de to mandskabers første opgør i den nye sæson.
Pausestillingen var 3-0 til fynboerne, efter en halvleg hvor de københavnske gæster var helt på hælene. OB's cheftræner, Jakob Michelsen, holder sig da heller ikke tilbage i beskrivelsen af den flotte halvleg.
- Jeg har ikke set en bedre præstation på Nature Energy Park i mange år. Det var helt fantastisk. Vi var modige, vi var dygtige på bolden, og vi var chanceskabende, siger Michelsen.
- Det var vel kun storspil af Karl-Johan Johnsson i FCK-målet, der gjorde, at vi ikke førte yderligere ved pausen.
Læs også:Michelsen efter suveræn første halvleg: Lidt overrasket
- Præstationen var endnu mere imponerende, når den kom mod et så godt hold som FCK.
Efter værterne havde været suveræne inden pausen, var det ved at gå galt i anden halvleg, hvor FCK's angriber Kamil Wilczek fik scoret to gange i sin debut.
- Jeg synes, vi kom godt fra start i anden halvleg og havde styr på det. Så scorede de til 1-3, hvor forsvaret skal gøre det bedre, og så bakkede vi indtil 2-3-målet.
- Efterfølgende tog vi modet igen og fik forsvaret fremad på vores præmisser. Overall var det en fuldt fortjent sejr til os, siger Jakob Michelsen.
Læs også:Slagen Ståle: Første halvleg var et mareridt - ikke FCK værdigt
Sejren kom blandt andet i hus på grund af en storspillende Issam Jebali, der scorede to gange. Tuneseren får ros af sin træner, selv om det ikke altid har været lige let for ham i OB-tiden.
- Historien om hans tid i OB har været, at hver gang han har været ved at være i topform, så er han blevet skadet.
- Imod FCK spillede han som om, han er for god til Superligaen. Vi håber, han kan holde tilnærmelsesvis samme niveau, for så kan det blive rigtig spændende, siger Michelsen.
Næste gang Jebali får mulighed for at score, er næste søndag, hvor OB gæster FC Nordsjælland.
/ritzau/
Læs også:Vred Stage: Havde glemt hovederne i omklædningsrummet
Læs også:Wilczek om horribel FCK-halvleg: Forhåbentlig sidste gang
Læs også:Solbakken bekræfter: Santos er på vej til Leganés