OB topper Table of Justice, men flopper i Superligaen: Det må jo vende
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

OB topper Table of Justice, men flopper i Superligaen: Det må jo vende

OB's sæson har været fuldstændig uvirkelig, hvis man kigger på Table of Justice vs. den virkelige tabel i Superligaen. På den ene er fynboerne nummer to - på den anden er de næstsidst.

I fodbold arbejder man ikke med fortjent eller ufortjent, men hvis man gjorde, må man bare konstatere, at skæbnen har været hård ved OB i denne sæson.

Fynboerne er næstsidst i Superligaen efter ni spillerunder og står blot noteret for en enkelt sejr. Hvis man tager et kig på Tap in Fodbolds Table of Justice, som efterhånden er blevet et velkendt ord i fodboldens verden, ser det noget anderledes ud for OB. Her er klubben ikke bare bedre placeret - de er et decideret tophold.

Tap in Fodbold, der beskæftiger sig med de underliggende parametre i en fodboldkamp som eksempelvis Expected Goals, kommer efter hver runde i Superligaen med deres Table of Justice, og her er OB på andenpladsen - fynboerne har ifølge tabellen scoret næsten ni point færre i denne sæson, end de burde.

OB-træner Jakob Michelsen kender godt til Tap in Fodbolds Table of Justice, og nogle gange har han da også svært ved at tro sine egne øjne. 

- Det handler ikke om Table of Justice, men om virkelighedens tabel, men jeg kan konstatere, at vi har rigtig mange Expected Goals, mens vores modstandere har meget få. Vi har vel skabt flest chancer i syv ud af ni kampe, siger Jakob Michelsen til tipsbladet.dk og tilføjer:

- Vi er simpelthen så trætte af, at vi ikke har fået flere point,  men når man ser på de underliggende parametre, er der rigtig meget at glæde sig over. Vi skaber de chancer, vi skal, men har bare ikke været gode nok i felterne, hvor kampene afgøres.

- Men jeg kunne aldrig drømme om at lyde som et tudefjæs og fyre den ene undskyldning af efter den anden. Vi skal bedømmes på vores resultater lige som alle andre, og her lægger vi os fladt ned og erkender, at det ikke har været godt nok. Men selv en blind høne kan se, at vi gør mange ting rigtigt. 

Spørgsmålet er, om det så gør frustationen som cheftræner større eller mindre, at der findes klare indikationer på, at det kunne være blevet til så meget mere.

- Det er jo vanvittig irriterende, men det gør også, at jeg ikke har nogen problemer med at bevare roen, for jeg kan slet ikke forestille mig, at det ikke vender. Det må det gøre. Det vil være totalt ulogisk andet. De kloge siger, at marginaler udligner hinanden i løbet af sæsonen – så kan jeg bare konstatere, at vi må gå en sjov periode i møde, siger Michelsen og fortsætter:

- Jeg har en tyrkertro på, at vi gør det rigtige,  og det kan jeg også mærke, at spillerne har. Derfor er jeg meget fortrøstningsfuld, for al logik siger, at det må vende på et tidspunkt. Jeg er først rigtig bekymret, hvis vi bliver ved med ikke at få point i vores gode perioder. Det kan sætte sig mentalt på spillerne og være en hæmsko. 

OB-træneren fastslår, at det sidste, man skal have, er ondt af ham.

- Jeg vil for alt i verden ikke fremstå som en mand, der tuder. Vi skal bedømmes på én ting, og det er vores resultater. Og de har været alt for dårlige, lyder det fra Jakob Michelsen.

OB møder AC Horsens på hjemmebane på mandag.