Pisa kan foruden et skævt tårn byde på fodboldkampe i Italiens næstbedste række - måske endda i Serie A efter sommerferien. Klubben Pisa SC ligger i hvert fald i skrivende stund til at rykke op i støvlelandets bedste række.
I Pisa SC huserer blandt andre den tidligere Brøndby-spiller Hjörtur Hermannsson, og til sommer kan klubben måske få tilgang af en dansker.
Den 17-årige OB-målmand Marcus Alstrup var i sidste uge til prøvetræning i Serie B-klubben, og her deltog han i ungdomsturneringen Viareggio Cup. Alstrup var i aktion lørdag, da han spillede hele kampen mod Fiorentina - et opgør, Pisa SC tabte 1-2.
- Vi har givet ham lov til at tage til Italien og prøve sig selv lidt af. Vi har haft nogle af vores unge spillere til prøvetræning i Lille, og tidligere var både Hans Christian Bernat, Oliver Christensen og Andreas Søndergaard også ude og snuse lidt til det, så det er der ikke noget hokus pokus i, siger Tonny Hermansen, der er akademichef i OB, til Tipsbladet.
Marcus Alstrup har i denne sæson tilbragt det meste af tiden på bænken på OB's U19-hold, hvor Magnus Nielsen lige nu er førstevalget. Det er også én af grundene til, at Alstrup har været en tur i Italien.
- Han er en rigtig dygtig målmand, som både er stærk med fødderne og stærk på stregen. Vi har haft glæde af ham i mange år, men vi har mange dygtige målmænd, og Magnus Nielsen, der er samme årgang som Marcus, er lige nu et step foran.
- Derfor har Marcus fået muligheden for at prøve sig selv af andre steder. Vi har en klar filosofi om, at spillerne kan blive solgt eller komme på førsteholdet, og det her er en mulighed for Marcus, så han kan få syn for, hvordan det fungerer i udlandet, lyder det fra Tonny Hermansen.
Marcus Alstrup har spillet U16- U17- og U18-landskampe for Danmark.