OB-svensker afviser skifte til IFK Göteborg
Foto: Allan Høgholm/Getty Images
Superliga

OB-svensker afviser skifte til IFK Göteborg

Rasmus Jönsson er slet ikke interesseret i at skifte til IFK Göteborg, der ellers har vist interesse for ham.

OB’s svenske offensivspiller Rasmus Jönsson er denne vinter blevet sat i forbindelse med IFK Göteborg, men svenskeren afviser nu, at et klubskifte kan komme på tale.

Jönsson kan således ikke se sig selv spille for en anden svensk klub end hjerteklubben Helsingborgs IF.

- Jeg har også kun læst om det, så jeg ved ikke mere end dig. Det er altid smigrende, når der er en stor klub, der vil have mig, men jeg ved også, at der kun er en klub, der er interessant for mig, når jeg en dag skal hjem til Sverige. Det er Helsingborg, siger Rasmus Jönsson til tipsbladet.dk.

Ingen andre svenske klubber er interessante for Jönsson.

- Nej, den dag jeg skal hjem, skal det være til Helsingborg. Der er ikke andre klubber, der vil være interessante, fastslår han.

Jönsson har kun været i OB i et halvt år, og derfor tænker han i det hele taget ikke på en mulig transfer denne vinter.

- Jeg tænker ikke på det. Jeg er tilbage fra ferie nu, og jeg fokuserer hundrede procent på at hjælpe holdet og klubben. Jeg vil bevise overfor alle fans, at jeg kan være en del af at redde sæsonen, siger Rasmus Jönsson.

Den svenske offensivspiller har kontrakt med OB frem til sommeren 2018.