OB slog Superliga-rekord: Det er da en af de mindre flatterende
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

OB slog Superliga-rekord: Det er da en af de mindre flatterende

OB brugte historisk mange spillere i den forgangne sæson. Det er ikke en rekord, cheftræner Jakob Michelsen er stolt af.

OB opnåede hverken en top seks-placering eller europæisk kvalifikation i sidste sæson, men alligevel fik fynboerne skrevet sig ind i Superligaens historiebøger.

Undervejs i sæsonen sendte cheftræner Jakob Michelsen ikke færre end 39 forskellige spillere i aktion, og det er et rekordhøjt antal i Danmarks bedste række, hvis man ellers ser bort fra Lyngby Boldklub i sæsonen 2001/2002, hvor klubben gik konkurs og måtte spille færdig med amatører. 

Under normale omstændigheder er der ingen, der nogensinde har matchet antallet af OB's udskiftninger, og rekorden er da også blevet noteret af Jakob Michelsen, der ikke ligefrem jubler over den type historieskrivning.

- Det er jo altid dejligt med nogle rekorder, men den her vil jeg da ikke tøve med at kalde én af de mindre flatterende af slagsen. Det hører med til historien, at vi brugte rigtig mange U19-spillere i vores sidste slutspilskamp mod Silkeborg, men så stort et antal vidner alt andet end lige om total mangel på kontinuitet og rigtig mange skader, siger Jakob Michelsen til tipsbladet.dk.

- Vi stillede meget sjældent med det samme hold to gange i træk, og det er klart, at det var en stor hæmsko for os. Vi drømmer helt sikkert om at bruge færre spillere i den kommende sæson.

Læs også:Træner-karrusellen: Så længe har Superliga-trænerne været i jobbet

Intet er som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget, og det gælder også i det konkrete tilfælde, lyder det fra OB-træneren.

- Mange af vores unge spillere fik høstet noget værdifuld erfaring, og det har været med til at øge bredden i vores trup. Det er noget, vi godt kan lukrere på. Oliver Christensen fik for alvor trådt ud af Sten Grytebusts skygge, og Max Fenger og Mads Frøkjær fik et gennembrud, så det tager vi selvfølgelig med, siger Michelsen.

Vil i top seks
OB blev nummer fire i Superligaen i Jakob Michelsens første sæson, mens det blev til en syvendeplads i sidste sæson og et nederlag til Europa-finalen til AGF.

Det skal gøres bedre i den kommende.

- Klubbens målsætning er at komme i top seks, og det er det, vi går efter. Jeg tror 100 procent på, at det kan lade sig gøre, siger Jakob Michelsen, der er optimistisk inden sæsonstarten.

Læs også:Medie: Engelske klubber lurer på OB-topscorer

- Jeg synes, vi har haft en god opstart. Den minder meget om de tidligere bortset fra, at den ligger lidt senere i år. Vi får hele tiden flere og flere med på træningsbanen, og jeg vil gerne rose vores sundhedssektor for et virkelig godt stykke arbejde.

OB bliver i bogstaveligste forstand kastet for løverne allerede i første spillerunde, når holdet møder FC København på hjemmebane. Dermed lægger fynboerne fra land med én af sæsonens sværeste kampe.

- Vi glæder os helt vildt. Nu får vi fornøjelsen af FC København i den første kamp, og så er vi ligesom i gang. Vi skal møde alle hold to gange, så det gør ikke det store, at vi starter med et af de to bedste hold i Superligaen. Vi er klar til at byde FCK op til dans, fastslår Michelsen.

Der er kickoff mellem OB og FC København søndag klokken 18.00. 

Læs også:Superligaen står for døren: Her er fem talenter, der kan få et gennembrud

Læs også:Ny FCK-græker om spillestil: Skal vænne mig til måden vi spiller på

Læs også:Sæson-spilforslag til Superligaen: Fischer, Wilczek og AGF i problemer?