Video : Tipsbladet
Superliga

OB skal have ny assistent: John Bredal får ikke forlænget aftalen

Fynske OB forlænger ikke med John Bredal, fortæller klubben på sin hjemmeside.

John Bredal blev håndplukket af Kent Nielsen fra FC Nordsjælland, men nu skal Kent Nielsen og John Bredal ikke arbejde sammen mere i OB.

Når denne sæson er forbi, er John Bredals arbejde i Odense-klubben det også.

Det oplyser OB via sin hjemmeside.

- John har lagt mange kræfter i sit arbejde, og vi har været rigtig glade for samarbejdet med ham. Han har været en dygtig og engageret assistent for Kent Nielsen, og vi er overbeviste om, at de mange kompetencer og den passion, John har for fodbold, vil give ham nye interessante muligheder fremover, siger sportsdirektør Jesper Hansen.

- Uanset at vi er meget tilfredse med Johns arbejde, så har vi vurderet, at vi som klub og trup vil have godt af at få nogle nye øjne på den måde, vi gør tingene på. Vi tror på, at et skifte på assistenttrænerposten kan være med til at fortsætte den dynamik, vi har oplevet i vores udvikling de seneste sæsoner. Tidspunktet er desuden godt for os som klub, fordi det betyder, at en ny assistenttræner kommer ind i et trænerteam, der har fundet sig godt tilrette i klubben, og som således kan sikre, at der i det samlede trænerteam vil være den kontinuitet, der sammen med nye inputs og idéer, er vigtig for, at vi lykkes på sigt, siger Jesper Hansen videre.

Der er ingen citater fra John Bredal i artiklen, men han skriver på sin Facebook-side, at træner Kent Nielsen ønskede aftalen forlænget, men at sportsdirektør Jesper Hansen ikke ønskede det. Sportsdirektøren fik altså det sidste ord.