OB sender N'Koum på U-holdet indtil transfer
Illustration
Superliga

OB sender N'Koum på U-holdet indtil transfer

OB's Cedric N'Koum kommer til at træne med OB's U/19-hold i den kommende tid. Imens arbejder alle parter på at finde en ny klub til camerouneren. 

Offensivspilleren Cedric N'Koum har ingen fremtid i OB. Det står klart efter, at spilleren har haft flere møder med OB-ledelsen de seneste par dage, hvor parterne er blevet enige om at gå hver til sit. Cedric N'Koum har imidlertid stadig kontrakt med OB, men i første omgang bliver han sat til at træne med klubbens U/19-hold, alt imens der arbejdes på at finde en ny klub til spilleren. 

Det bekræfter OB's sportsdirektør Jesper Hansen over for tipsbladet.dk.

- Vi har haft nogle møder med Cedric, og vi har i fællesskab besluttet, at det er bedst for alle. Vi er enige om, at han nu skal træne med U/19-holdet, og så arbejder alle parter hårdt på at finde en ny klub til ham, siger Jesper Hansen til tipsbladet.dk. 

Cedric N'Koum har kontraktudløb i OB i sommeren 2016, men har slet ikke slået til i sin tid i OB.

Han kom til klubben i sommeren 2012, men senest har han kun været med i fire Superliga-kampe i efteråret, hvor han ikke imponerede. Hans forløb i OB ramte et lavpunkt i december, hvor han kom for sent til en træning, hvorefter OB bad ham om at blive væk i et par dage. Siden meldte han sig syg for resten af træningsdagene i 2013.

Cedric N'Koum har været til stede i OB i de seneste par dage, men han kommer altså ikke til at træne med førsteholdet igen.