Sven Köhler har været en af sæsonens mest succesfulde signings i OB, men til sommer kan midtbaneprofilen være fortid på Fyn, hvis klubben skal en tur ned i 1. division.
Selvom 27-årige Sven Köhler er på kontrakt i OB frem til sommeren 2026, vil han nemlig kunne smutte kvit og frit til i tilfælde af en nedrykning grundet en klausul i hans kontrakt.
Det kan Tipsbladet afsløre.
Det ville være et alvorligt tab for OB. Først og fremmest sportsligt, men også fordi klubben betalte fem millioner kroner for at hente Köhler fra VfL Osnabrück.
Og nedrykning er ikke et helt urealistisk udfald for OB. Fynboerne er aktuelt nummer tre i Kvalifikationsspillet, men når den netop påbegyndte runde er færdigspillet mandag aften, kan de være helt nede som næstsidst. Det vil være tilfældet, hvis både Lyngby og Vejle vinder deres kampe søndag, efter at OB som bekendt spillede uafgjort fredag aften.
OB afviste Heidenheim
Köhler ville nok ikke få synderligt svært ved at finde sig en ny klub, skulle han forlade OB denne sommer.
Midtbanespilleren har selv fortalt, at der var bud fra Bundesligaen i januar.
- I vinter fik jeg muligheden for at få min drøm om Bundesligaen opfyldt. Men tingene endte anderledes, da OB afviste et bud på grund af forskellige årsager. Det kan jeg sagtens forstå ud fra dagens perspektiv, skrev Köhler i et opslag på LinkedIn i starten af april.
Som Tipsbladet forstår det, var det nærmere bestemt rækkens nummer 10, FC Heidenheim, der var ude efter midtbanekrigeren.
Sven Köhler, 27 år, har i indeværende sæson optrådt 22 gange for OB med tre assister til følge.
Tipsbladet har været i kontakt med OB's fodbolddirektør, Björn Wesström, der ikke ønsker at kommentere indholdet af spilleres kontrakter eksternt.