OB klar til at skrue op for budgettet: Top seks er ekstraordinært vigtig
Efter nogle magre år er der igen penge på kistebunden i OB.
Fynboerne var den mest aktive klub i det netop overståede transfervindue, hvor klubben pungede ud for blandt andre Kasper Larsen og Mart Lieder. Samtidig sikrede salget af Bashkim Kadrii cirka ti millioner kroner.
At der både tjenes og investeres penge er et klart sundhedstegn, fastslår klubbens ejer Niels Thorborg.
- I kraft af at det går bedre for koncernen Odense Sport & Event, og i kraft af at fodboldindustrien har fået bedre økonomi, er det budget, der står til rådighed for Ådalen været større i de forgangne år. Det kunne man både se i transfervinduet i sommeren 2019 og i den grad også i det netop overståede januarvindue. Det skal man også sige tak til Bashkim Kadrii for, siger Thorborg til podcasten Stemmer Fra Ådalen og tilføjer:
- Vi har bygget et fundament, som vi kan bygge videre på, og der ligger også muligheder for os til at agere i de kommende transfervinduer. Vi kan ikke altid kende opgørelserne, for der er en klump af hold, der ligger på nogenlunde samme niveau. Der kan hurtigt være diskussioner om, hvilket niveau de forskellige klubber budget ligger på. Men efter de tre økonomisk tungeste ser jeg de tre store provinsklubber, mens Randers er på vej derop. Vi ligger i det felt. Vi ligger i gruppen af klubber, som er mellem fire og syv, men det har ikke altid vist sig i tabellen.
Læs også:Ny AC Horsens-stopper krediterer vægttab for skifte
55-årige Niels Thorborg er stifter af virksomheden L'Easy og er én af Danmarks rigeste mænd. Han er desuden formand for Odense Sport & Event, der er selskabet bag den fynske Superliga-klub, så det er i høj grad ham, der er med til at fastlægge budgettet.
Han fastslår, at den kommende halvsæson er yderst vigtig for klubben.
- Til sommer er vi klar med nye faciliteter og nye baner, og denne del er på plads nu. Akademiet bliver der også investeret løbende i. Vi har for første gang købt en spiller til akademiet. Det er en udvikling, man vil se, ligesom man vil se, at vi kan øge budgettet til Superliga-holdet. Det kommer ikke uden, at opbakningen fortsætter. Derfor er det ekstraordinært vigtigt, at vi kommer i top seks. Alle skal levere 10 procent ekstra, så vi kommer i mål og kan fortsætte den positive spiral, vi er i. For det vil betyde øgede investeringer, siger Thorborg.
Det ultimative mål er, at OB igen skal være en etableret topklub i Danmark, som også gør sig på den europæiske scene.
- Der kommer til at gå et stykke tid, inden vi bider FC Midtjylland og FCK i haserne, og jeg er lidt i tvivl om Brøndbys retning. Men for os er der også et andet grundlag i FCK, der er i en større by med et større stadion. De kan nogle ting, som vi ikke er i nærheden af. Men vi skal op på et niveau, hvor vi ikke hvert år skal diskutere, om OB kommer i top seks eller ej.
Læs også:Riddersholm om SønderjyskE-stil: Vi skal være mindre ultimative
- Den rejse er vi på, og hvis vi kommer i seks hvert år, ved vi også, at der kommer år, hvor vi skal ud at spille i Europa, og der kommer år, hvor vi får flere penge for de spillere, vi sælger. Alt det betyder, at vi kan investere endnu mere i truppen. Bliver den spiral positiv, vil vi også øge spillerbudgettet markant, som man så det i sidste årti, slutter OB-ejeren.
OB er nummer ni i Superligaen ved vinterpausen. Fynboerne har dog kun et enkelt point op til AaB på sjettepladsen, som giver adgang til mesterskabsspillet.
Læs også:OB spillede uafgjort mod serbere i sidste kamp på træningslejr
Læs også:OB hentede spiller til U19-hold: Et skridt på vejen til at blive professionel
Læs også:Alt om OB: Mange nye spillere skal slå til med det samme