OB klar med målsætning: Sigter mod top 7
Illustration
Superliga

OB klar med målsætning: Sigter mod top 7

OB melder nu ud, at klubben skal slutte blandt de bedste syv hold i Superligaen i denne sæson.

OB har indtil videre holdt igen med klubbens målsætning, fordi man har afventet transfervinduets afslutning. Nu er fynboerne imidlertid klar til at ambitionerne ud for fremtiden. OB skriver således på klubbens hjemmeside, at målsætningen i indeværende Superliga-sæson er en placering i top syv.

Det oplyser OB-sportsdirektør Jesper Hansen.

- Vi arbejder ikke kun med én målsætning i OB. Det er klart, at det er vores mål om placering, der får størst interesse fra omverdenen, men det ændrer ikke på, at vi arbejder med flere sportslige, organisatoriske og økonomiske målsætninger. Vi vil imidlertid gerne fortælle om dem, og de er heldigvis nemme at forholde sig til – og holde os op på, siger Jesper Hansen til ob.dk.

LÆS OGSÅ: Selvfølgelig skal Troels Bech have lang snor

OB har som bekendt flere målsætninger for sæsonen 2014/15. Klubben vil således opnå større overensstemmelse i økonomien, skabe fundament for større kontinuitet i truppen, fortsætte integration af egne unge spillere i førsteholdstruppen og forbedre dødboldsstatistikken, men i forhold til Superligaen er ambitionerne mere håndgribelige. 

OB ønsker at slutte blandt de syv øverst placerede hold i Superligaen, ligesom man ønsker at optjene flere point end i sidste sæson samt at score flere mål og lukke færre ind. I sidste sæson blev OB nummer otte med 40 point og en måldifference på 47-46.

- Det er en række målsætninger, der er meget håndgribelige for alle at forholde sig til. Du behøver blot at kaste et blik på slutstillingen fra sidste sæson, så kan du se, hvad vi gerne vil opnå, forklarer Jesper Hansen.

- Der er naturligvis en risiko for, at vi ikke opfylder alle vores målsætninger, men sådan må det nødvendigvis være. Hvis vi var 101 procent sikker på at opfylde dem, var det dårlige målsætninger. Når det er sagt, vil vi meget gerne præstere endnu bedre. Vi erkender, at vi har præsteret under forventningsniveauet for OB, og det ville være dejligt at overraske positivt, tilføjer han. 

OB ligger aktuelt nummer 11 i Superligaen med fem point og en målforskel på 8-11.

LÆS OGSÅ: OB's problemer og den omvendte verden i Odense