OB jagter ny målmand til sommer
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

OB jagter ny målmand til sommer

OB skal have minimum én ny målmand til sommer, men der kan komme yderligere gang i den fynske målmandskarrussel.

- Jeg har intet hørt. Jeg elsker det her job, jeg elsker at stå dernede i målet, og jeg elsker at spille i OB. Men jeg er ikke for fin til at vende tilbage til mit gamle job som rørlægger. Sådan er det. Der er ikke noget bullshit med mig.
 
Sådan lød det fra OB's blikkenslageruddannede målmand Mads Toppel efter søndagens kamp mod FC Midtjylland, hvor han med flere fine redninger var en af hovedkræfterne bag fynboernes 3-1-sejr. 
 
Toppel har kontraktudløb til sommer, men har endnu ingen afklaring, men nu går sportsdirektør Jesper Hansen ind i snakken om Mads Toppels fremtid i OB-målet. 
 
- Inden jul havde vi en snak med Mads om, at vi gik ind i det sidste halve år af hans kontrakt. Det er klart, at når vi ikke kunne give klar besked dengang, var vi helt klaret med, at man som spiller skal afsøge markedet. Det har Mads og hans agent haft en god tid til at gøre. I forhold til det er der nogle ting, som vi i klubben også skulle have afklaret. Det har Mads været afklaret med. Nu har der været lidt dialog med hans agent, og nu er vi så langt i sæsonen, at vi begynder at tage fat i de uafklarede ting i OB, siger Jesper Hansen til tipsbladet.dk.
 
Han vil ikke melde konkret ud om, hvorvidt OB går efter at forlænge med Mads Toppel. 
 
- Vi forhandler helst med vores spillere, og som udgangspunkt skal vi først til at have den første konkrete snak med agenten og Mads nu. I forhold til det vil jeg helst tage dialogen med dem, inden jeg udtaler mig om det, siger han. 
 
Der kan i det hele taget komme gang i målmandskarrusellen i OB til sommer. Reservekeeper Emil Ousager har meldt ud, at han stopper karrieren efter denne sæson, og Mads Toppels fremtid er altså endnu uafklaret. Endelig er der den talentfulde tredjemålmand Casper Radza, der endnu er ung, men muligvis godt kunne tænke sig at spille førsteholdsfodbold et sted. Der kan altså komme mere end én ny målmand til OB til sommer. 
 
- Vi ved, at vi skal have en målmand tilknyttet i stedet for Emil. Vi har haft Emil Ousager, Casper Radza og Mads Toppel, og vi vil gerne have tre målmænd i truppen. Da Emil stopper, er det klart, at vi minimum skal finde én målmand, siger Jesper Hansen, der altså ikke afviser, at der kan komme to nye målmænd til den fynske klub.  
 
- Når jeg siger sådan, er det fordi, det ikke kun er os, der bestemmer situationen. Det er et samarbejde og en forhandling. Det kan være, at der er nogle, der vil noget andet. Det kan være, at Radza vil noget andet, hvis han skal være tredjemålmand, og der er mange spekulationer, jeg ikke kan komme ind på. Som udgangspunkt skal vi først have dialogen med vores spillere, inden vi kan melde klarere ud, siger sportsdirektøren. 
 
Han ønsker ikke at fortælle, hvor i hierarkiet OB's kommende målmand/målmænd skal hentes til. 
 
- Det kan jeg ikke komme ind på nu, siger han.
 
Fyens Stiftstidende har tidligere spekuleret i, at den kommende OB-træner Kent Nielsen ønsker at tilknytte en ny førstemålmand, og på rygtebørsen er AC Horsens' Frederik Rønnow nævnt som en oplagt kandidat til at blive ny keeper i OB. Sportsdirektør Jesper Hansen kender Rønnow særdeles godt fra deres fælles tid i Horsens, hvor Hansen kaldte Rønnow for 'det største talent i Horsens' historie'. Endnu har der dog ikke været konkrete meldinger om dialog mellem parterne. 
 
OB skiftede senest ud i sit målmandsdepartement i august, hvor Jesper Christiansen blev fritstillet og Emil Ousager hentet ind på en fri transfer.