Video : Tipsbladet
Superliga

OB henter ham for næsen af FCK og Brøndby

Der har været rift om dansk forsvarstalent, der ifølge Tipsbladets oplysninger er tæt på at underskrive en aftale med OB

Hvis du ikke har hørt om Adam Amrani endnu, så kan du godt begynde at skrive dig hans navn bag øret.

Den venstrebenede midterforsvarer fra B.93 er fra årgang 2008, 15 år gammel, og tager meget snart et stort skridt op.

Det kan Tipsbladet afsløre.

Ifølge vores oplysninger er OB nemlig enige med Adam Amrani om en treårig kontrakt gældende fra sommer. Der mangler dog fortsat en underskrift, som ventes at blive sat inden længe, såfremt intet uventet sker.

OB var hurtigt ude af startblokken i dialogen med Adam Amrani og har altså tilbudt ham både en attraktiv pakke og en god plan, som stopperen har kunnet se sig selv i.

Han har ellers ikke manglet muligheder, da først snebolden begyndte at rulle tidligere på året. Ifølge Tipsbladets oplysninger har flere af Danmarks største akademier været inde i billedet. Det gælder blandt andre FC København, Brøndby IF, AGF og AaB.

Som nævnt spiller Adam Amrani til dagligt i B.93 og er på trods af sine blot 15 år langt foran sine jævnaldrende. Som førsteårs U17-spiller er han således en del af Østerbro-klubbens U19-mandskab som fast mand.

Tilbage i november debuterede han for U19-holdet i pokalen mod Bagsværd. Her sejrede B.93 med 5-1, hvor centerforsvareren ifølge cheftræner, Mikkel Holm, leverede et "godt og meget uimponeret indtryk," og siden har han altså ikke set sig tilbage.

Stortalentet er også blevet spottet i DBU-regi, hvor Adam Amrani for nyligt blev udtaget til det danske U16-landshold, der skal spille tre venskabskampe senere på måneden mod Polen, Kina og Rumænien.

Her har Adam Amrani mulighed for at få sin landsholdsdebut og møde nogle af sine kommende holdkammerater i målmand Tobias Oskar Elnegaard og forsvarskollega Lucas Bryde Bolvinkel, der begge spiller på akademiet i OB.

Adam Amrani starter efter planen op på OB's U17-mandskab, når han fra næste sæson trækker den stribede trøje over hovedet.