Video : Tipsbladet
Superliga

OB er fra Fyn: Og så ku' vi ikke beholde Tverskov

Det har længe stået klart for OB, at det ikke var muligt at overtale Jeppe Tverskov til at blive.

Jeppe Tverskov og OB kapper båndene efter denne sæson. Det meldte parterne ud onsdag formiddag.

30-årige Tverskov har været en stor profil i OB siden sin ankomst i 2016, og han bærer anførerbindet i den fynske Superliga-klub, hvilket er med til at understrege, hvad det er for en kapacitet, der snart siger farvel.

Og det er selvfølgelig vemodigt, fastslår fodbolddirektør Björn Wesström, men der var et OB før Jeppe Tverskov, og der vil være et OB på den anden side af forsvarsspillerens afgang.

- Det er en meget værdsat person og spiller, som forlader os, og man kan vel sammenligne det med, da Jens Jakob Thomasen forlod os. Men sådan er fodbold, og Tverskov efterlader sig kun gode minder. Når vi ser tilbage på den tid, vi har haft sammen, har det været en god tid, siger Wesström til Tipsbladet og tilføjer:

- Mekanismerne i fodbold er sådan, at når en kontrakt udløber, har spilleren mulighed for at prøve noget nyt, og klubben har mulighed for at gå andre veje. I det her tilfælde har Jeppe Tverskov valgt, at han vil prøve noget andet, og det må vi respektere. 

Jeppe Tverskov vil gerne til udlandet efter et helt fodboldliv i Danmark, og det krav kunne OB af naturlige årsager ikke imødekomme, hvorfor dialogen om en forlængelse aldrig var særlig konkret. 

- Jeppe har et stort ønske om at komme til udlandet, og OB ligger på Fyn, så det har vi ikke kunnet tilbyde ham. Derfor har der aldrig været en dialog om økonomien i en forlængelse, siger Björn Wesström.

Jeppe Tverskov spiller sin kamp nummer 229 for OB, når fynboerne møder AaB fredag aften.