Robert Lewandowski blev den store helt for Bayern München, da han satte rekord med fem scoringer på ni minutter i storsejren over Wolfsburg tirsdag aften. Men angriberen kunne faktisk have spillet i Superligaen. Det kunne tipsbladet.dk afsløre for et par år siden - da Lewandowski havde scoret fire mål i en Dortmund-sejr. I anledningen af Lewandowskis målshow bringer vi her artiklen på ny.
BRAGT PÅ TIPSBLADET.DK FØRSTE GANG I APRIL 2013.
Robert Lewandowski er det helt store navn i europæisk fodbold i dag, men faktisk kunne den danske Superliga have haft gavn og glæde af angriberen for et par år tilbage.
Med sine fire mål mod Real Madrid var Robert Lewandowski den store stjerne i Dortmunds imponerende 4-1-sejr i Champions Leagues semifinale onsdag aften, men i 2007 kunne den polske angriber være kommet til OB.
I 2007 var OB's daværende sportsdirektør Kim Brink således i Polen for at kigge på Robert Lewandowski, da han spillede for Znicz Pruszków, som dengang spillede i den tredjebedste polske række. Det bekræfter Robert Lewandowskis agent Cezary Kucharski over for tipsbladet.dk.
- Det er korrekt, at Odense var interesseret. Det var i 2007, hvor han spillede for Znicz Pruszków. OB's sportsdirektør var nede at se en kamp, men der skete aldrig mere end det, fortæller Cezary Kucharski til tipsbladet.dk.
OB gav aldrig et konkret bud på Robert Lewandowski.
- Jeg tror ikke, at Odense mente, at en spiller fra den tredjebedste polske række kunne gøre en forskel i Danmark. De så ham spille, men jeg hørte ikke mere fra dem, og vi kom aldrig til at forhandle, siger Cezary Kucharski, der stadig repræsenterer Robert Lewandowski.
Tilbage i 2008 skiftede Lewandowski fra Znicz Pruszków til Lech Poznan i den bedste polske række for en pris på cirke 2,5 millioner kroner. Samme år hentede OB Peter Utaka i belgisk fodbold, hvilket som bekendt også blev en succes.
Lewandowski skiftede siden han fra Poznan til Dortmund i juni 2010, hvor tyskerne betalte omkring 33 millioner kroner for polakken.
Nu vurderes Robert Lewandowski til at være en af Europas mest eftertragtede angribere, og med kontraktudløb i 2014 spekuleres heftigt i et sommerskifte allerede om et par måneder.
Og så får agenten Cezary Kucharski formentlig en del flere henvendelser end dengang i 2007, hvor OB var interesseret. Det har den polske agent dog ikke mange kommentarer til, men nøjes med at bekræfte, at han får en travl sommer.