OB-direktør: Interesse for ung keeper - ikke tæt på Manchester United
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

OB-direktør: Interesse for ung keeper - ikke tæt på Manchester United

Den unge OB-keeper Hans Christian Bernat har trænet med i Manchester United, men han har mange andre bejlere, fortæller sportsdirektør Jesper Hansen.

Det er næppe usandsynligt, at Sten Grytebust kan stå foran et klubskifte inden deadline fredag aften eller senest til vinter, men nordmanden er ikke den eneste keeper i OB, der tiltrækker sig interesse. 

Det samme gør U19-talentet Hans Christian Bernat.

Som tipsbladet.dk kunne fortælle tidligere på måneden, trænede Hans Christian Bernat med i selveste Manchester United, og det i sig selv er naturligvis et stort skulderklap, men umiddelbart er OB ikke tæt på at sælge Bernat til den engelske storklub.

- Nej, det er vi ikke. Vi har fået en rapport på det, og ”HC” har givet udtryk for, at det var et rigtig godt forløb, siger Jesper Hansen, der er sportsdirektør i OB, til tipsbladet.dk.

17-årige Hans Christian Bernat ser ud til at blive i OB, hvor han er en del af klubbens U19-mandskab, men den unge målmand er på blokken mange steder i Europa, og Jesper Hansen ser det som et stort skulderklap af fynboernes talentudvikling.

- Vi ved også, der er andre klubber, der følger ham. Han blev også kåret som turneringens målmand ved en stor turnering i Holland, så han er en interessant keeper for mange, og det gælder først og fremmest også OB, siger sportsdirektøren.

Hans Christian Bernat har kontraktudløb i OB næste sommer.