OB-direktør skal diskutere transfers med førstevalget Michelsen
Jakob Michelsen er tilbage i Superligaen. Tirsdag blev den tidligere SønderjyskE-træner præsenteret som ny mand i spidsen for OB, der for godt en uge siden fyrede Kent Nielsen. Fynboerne havde andre navne på blokken end Jakob Michelsen, der i starten af året fik sparket i Hammarby, men den 37-årige cheftræner var førstevalget.
- Efter vi sagde farvel til Kent, gik jagten ind på en ny cheftræner, og vi har fået rigtig mange henvendelser, så det har været en meget travl tid, og vi har været grundige i forhold til at kigge alle kandidater igennem. På et tidspunkt gik vi ned på et færre antal, og ud fra det har vi haft nogle møder med Jakob, hvor vi følte, han efterlod et godt indtryk. Da vi var igennem seancen, stod vi med nogle få tilbage, og ud fra det var Jakob ham, vi prioriterede først, siger Jesper Hansen, der er sportsdirektør i OB, til Sport Fyn.
Med ansættelsen af en ny cheftræner på plads kan Jesper Hansen nu koncentrere sig fuldt ud om sommerens transfervindue, og det bliver naturligvis med Jakob Michelsen som den vigtigste sparringspartner.
Fynboerne har sagt farvel til Joao Pereira, Rasmus Jönsson, Jacob Buus, Joan Simun Edmundsson Nana Welbeck og Mathias Thrane, mens man har fået papir på et par af klubbens egne talenter, som dog næppe kan gå direkte ind og gøre en forskel. Jesper Hansen skal nu lægge en plan for transfervinduet sammen med Jakob Michelsen, men sportsdirektøren kan ikke sige præcist, hvor mange nye spillere klubben går efter.
- Vi skal have en dialog med Jakob om, hvad der skal ske i vinduet. Vi har selvfølgelig haft en drøftelse omkring det, men nu kommer der yderligere, og så skal vi nok melde ud, siger Jesper Hansen.
OB-spillernes sommerferie slutter 18. juni.
Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?
Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?
Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.
Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.