Video : Tipsbladet
Superliga

OB bakker ud af TV-projekt efter nedrykning

Det bliver ikke til nogen tredje sæson af serien "En gang Odense, altid Odense".

Den seneste håndfuld fredage har man på TV 2 Fyn og Viaplay kunnet se et nyt afsnit af serien "En gang Odense, alitd Odense", hvor et kamerahold fra den lokale TV-station på Fyn er kommet med helt ind bag kulisserne i Ådalen.

Serien havde premiere i 2023, og aktuelt er det sæson 2, der ruller over skærmen. Det var aftalt mellem parterne, at det også skulle blive til en en tredje sæson af serien, men det projekt er blevet skrinlagt i kølvandet på OB's kaotiske sæson, der som bekendt endte med nedrykning fra Superligaen.

I sæson 3 kunne TV-holdet have fulgt OB's genrejsning under ledelse af den nyansatte sportsdirektør Troels Bech, men det bliver der altså ikke noget af. Superliga-klubben ønsker ifølge TV 2 Fyn ikke at give den samme unikke adgang bag kulisserne som tidligere, og det er en stopklods for projektet.

- Vi aftalte for to år siden med Odense Boldklub, at ingen døre var lukkede for os i klubben, men det seneste halve år har vi oplevet flere og flere lukkede døre, og da det spidsede til med nedrykningen, har vi ikke kunnet lave relevante optagelser omkring herrernes førstehold.

- Derfor giver det ikke mening for os at gå ind i en ny sæson, da vi ikke ville kunne lave det kvalitetsprodukt, som vi gerne vil kendes for, siger Lasse Hørbye Nielsen, der er chefredaktør på TV 2 Fyn. 

OB ønsker ikke at kommentere beslutningen, meddeler TV-stationen.