At resultaterne ikke er som OB gerne vil have dem til at være, er ingen hemmelighed. Klubben ligger med samme pointtotal som Esbjerg på Superligaens sidsteplads, men alligevel er humøret og energien, hvor det skal være i truppen, mener holdets ene angriber Anders K. Jacobsen.
Han er en af de spillere, der ikke har ramt det høje topniveau, som der tidligere er set fra ham, og det er han ikke bleg for at kalde for en katastrofe. Men han har accepteret det og arbejdet stenhårdt for at vende den stime, der hedder 12 kampe i Superligaen og ingen mål endnu, ligesom resten af holdet arbejder for at vende den generelle resultatmæssige stime i Odense.
I Anders K. Jacobsens øjne har omverdenen et billede af holdet, som måske ikke er helt rigtigt, hvis man kigger en ekstra gang. Og det håber han, at der bliver gjort.
- Omverdenens billede af os er, at vi er håbløse. Det kan vi på sin vis også godt forstå. Men vi har en lidt anden tro på det internt, og vi har ikke mistet modet. Det håber jeg også, at hvis folk kigger en ekstra gang også godt kan se, på trods af, at det er det første man vil tænke, når man kigger i tabellen og på vores resultater. Så jeg håber, at de kan se lige bag pointene, at der ligger et lag, som ikke er så dårligt som det umiddelbart ser ud, siger han til tipsbladet.dk.
Generelt har OB ifølge den 27-årige angriber spillet en masse gode kampe. Men der mangler skarphed to steder, hvor kampe oftest bliver afgjort.
- I mange kampe har vi spillet fint, men vi har bare manglet det her slutprodukt. Det er måske mere det end andet, der har givet udslag i vores pointhøst. For der er ikke mange kampe, hvor vi er blevet udspillet og har været det dårligste hold på banen, men vi har bare været det dårligste hold i felterne oftest. Og det er selvfølgelig et stort problem, når det har varet over en så lang periode, som det har.
Holdets næste modstander er efter landsholdspausen, når de hjemme på EWII Park tager imod Brøndby, der er nummer to i Superligaen. Gæsterne har spillet en sæson med mange gode resultater, og kommer til kampen med tre sejre i træk. Men Anders K. Jacobsen føler sig sikker på, at OB kan stoppe Brøndby-maskinen.
- Det synes jeg, at vi kan. Brøndby blev kategoriseret i samme kategori som FCK og Midtjylland, og senest de to klubber var her, der har vi budt dem op til dans og bragt kampene nogle steder hen, hvor vi kunne have ført dem, og så kunne alt have været sket. På hjemmebane her synes jeg, at vi har spillet jævnbyrdige og disciplinerede kampe mod de førnævnte. Så hvorfor skulle vi ikke også kunne gøre det mod Brøndby, spørger angriberen retorisk.
OB er et af de hold, der har haft bolden mest i Superligaen i år. For Anders K. Jacobsen skal det gerne gå igen, at hjemmeholdet har bolden mest, når Brøndby den 20. november besøger Odense. For det er spillet med fødderne og ikke fysikken, der er i højsæde i OB’s trup.
- Vores trup er boldsikre og det lægger op til, at vi skal være bedre på bolden end de fleste andre modstandere. Så ved vi selvfølgelig godt, at vi kan møde et hold som FCK, hvor det også er de defensive dyder, men som udgangspunkt vil vi ofte være overmatchede fysisk, og derfor skal vi også være gode på bolden. Det er jo det, vi jagter. At vi så ikke har fået den sidste aflevering og den sidste afslutning til at sidde, hvor den skal i nogle tilfælde, det har kostet.
Mens der er seks andre hold, der har lukket lige så mange eller flere end de 26 mål ind, som OB har indkasseret i sæsonens 16 kampe hidtil, så er der ingen, der har scoret færre mål end odenseanerne. AaB er med 16 sæsontræffere det hold, der har scoret næst færrest mål efter OB’s 13.