OB afviser salg til Brøndby: Jagter ny spiller inden onsdag
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

OB afviser salg til Brøndby: Jagter ny spiller inden onsdag

OB's sportsdirektør, Jesper Hansen, fortæller, at han arbejder på at hente en ny spiller inden transferdeadline. Han afviser samtidig, at Joan Simun Edmundsson er på vej til Brøndby IF.

Transferdeadline nærmer sig med hastige skridt, og der kan ske ting og sager i den fynske Ådal.

OB har indtil videre haft et travlt transfervindue med Izunna Uzochukwu og Frederik Tingager, der har forladt klubben, mens André Rømer, Marco Lund og Troels Kløve er kommet til fra andre danske klubber. Men dermed sættes ikke det sidste punktum.

Med godt to døgn tilbage af januars transfervindue fastslår OB's sportsdirektør Jesper Hansen, at han arbejder på at forstærke Superligaens aktuelle nummer otte.

- Vi forventede et stille og roligt vindue, og det har det jo ikke været. Vi kigger, og det gør vi indtil sidste time - det gælder både ind og ud. Status lige nu er, at vi forventer, at der kan ske noget, men meget mere kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt, siger Jesper Hansen til podcasten Stemmer fra Ådalen

Er I ude at jagte en forstærkning?

- Det er vi, og det har vi været noget tid. Vi er ude for at se, om vi kan finde en spiller, inden vinduet lukker, siger OB-bossen, der ikke vil komme ind på, hvilken position han ønsker at forstærke.

En spiller, der helt sikkert er på vej væk fra OB, er Joan Simun Edmundsson. Offensivspilleren er ikke med OB på træningslejr, fordi der arbejdes på en transfer, og tidligere på dagen kunne Nordic Bet fortælle, at Edmundsson kan være på vej til Brøndby IF, der angiveligt har et godt øje til ham.

Det skydes dog til jorden i OB-lejren, der afviser, at Brøndby har henvendt sig.

- Nej, det har de ikke, siger Jesper Hansen og tilføjer om færingen, der er på vej væk fra klubben:

- Vi har haft et langt forløb med Joan og hans situation, og i forhold til det arbejder vi sammen med agenten på at finde en løsning. Det bliver ud af Danmark. Jeg har ikke hørt noget fra Brøndby. Man ved aldrig, hvad der sker, men det er ikke det, Joan eller hans agent har givet udtryk for kunne være en mulighed. 

Joan Simun Edmundsson har et halvt år tilbage af sin kontrakt med OB. 


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.