Nyt minus for OB-selskab: Ejere vil skyde 60 millioner kroner ind
2018 var ikke noget godt år for OB. Superliga-holdet missede igen sin målsætning om at komme i top 6, og selskabet bag klubben kom ud af året med endnu et underskud. Denne gang lød det på 38 millioner kroner.
Det bringer Odense Sport & Events samlede minus for de seneste seks år op på 136 millioner.
Foruden OB driver selskabet også en række andre firmaer såsom kongrescenter, hotel, golfbane og koncertbureau. Mens OB i denne sæson har placeret sig i den eftertragtede top 6, lykkedes det altså ikke i foråret 2018, hvilket smitter af på økonomien.
- Vores placering uden for top 6 i sæsonen 2017/2018 var ikke tilfredsstillende og levede ikke op til den målsætning, vi havde sat os. Selv om målsætningen ikke blev indfriet, så synes vi, at vi hele tiden tager små skridt, der rykker os som klub og som hold. Vi har desuden stadig stor fokus på vores talentarbejde og investering i vores akademi, ligesom vi i 2019 kommer til at investere i bedre faciliteter til Superliga-truppen i Ådalen, siger sportsdirektør Jesper Hansen i en pressemeddelelse.
Odense Sport & Event forventer samlet set "et stærkt forbedret resultat for 2019", især fordi OB har klaret sig langt bedre i denne sæson end sidste, hvor holdet ligger på tredjepladsen og har nået semifinalerne i pokalturneringen.
I pressemeddelelsen forlyder det desuden, at selskabets nuværende aktionærer har besluttet at skyde 60 millioner kroner ind i selskabet. Pengene til kapitaludvidelsen skal findes ved selskabets nuværende aktionærer, hvilket i praksis formentlig vil sige bestyrelsesformand Niels Thorborg.
- Til trods for mindre gode resultater de senere år er der fortsat et betydeligt og attraktivt potentiale i Odense Sport & Event. Tilsvarende en der opbakning fra selskabets aktionærer, og med kapitaludvidelsen styrker vi vores finansielle råderum. På den både udviser vi rettidig omhu og giver mulighed for, at vi kan forfølge eventuelle muligheder, der måtte opstå hen ad vejen, siger Thorborg.
Det fremgår ikke, om pengene skal bruges på det nye klubhus, som OB netop har annonceret.