Video : Tipsbladet
Superliga

Nyt forslag: Sådan bekæmper vi hooliganisme

Der er ikke de store perspektiver i de nuværende løsningsforslag til at bekæmpe voldelige fodboldfans, mener samfundsdebattør og tidligere politibetjent Allan Beier, der nu selv bringer et nyt forslag på banen.

Den nuværende måde at bekæmpe hooliganisme i dansk fodbold fungerer ikke, og problemerne vil fortsætte, medmindre vi griber udfordringen anderledes an. 

Sådan lyder den klare vurdering fra Allan Beier, der har en fortid i politiet som blandt andet betjent og efterretningsanalytiker. 

Søndag sad Allan Beier og blev rasende over de skandaløse scener, der udspillede sig på Brøndby Stadion, og efterfølgende delte han sine frustrationer i et LinkedIn-opslag, hvor han blandt andet skrev, at fordømmelsen fra Divisionsforeningen og klubberne 'virkede halvhjertet'. 

Generelt er jeg kritisk overfor justitsministeren og de mange politikere, der varsler hårde straffe til de her mennesker. Jeg tror ikke på, at det hjælper. 

Allan Beier
Samfundsdebattør og tidligere politibetjent

Allan Beier, der udover at være fodboldfan også er samfundsdebattør og formand for Thin Blue Line, som støtter tilskadekomne danske politibetjente, uddyber i et interview med Tipsbladet sin kritik og udpeger samtidig et muligt løsningsforslag på hooligan-udfordringen i dansk fodbold. 

Efter derbyet i søndags sad Allan Beier med en følelse af, at klubberne og Divisionsforeningen var forsigtige med at kritisere fansene. Allerede før kampen sad han med en følelse af, at det ville ende galt. 

- Jeg sad og blev virkeligt sur og rasende over, at der er nogle få mennesker, der egentlig ødelægger fodboldoplevelsen for de mange. Jeg er jo selv glad for live-fodbold, jeg tilhører ikke nogen klub, men jeg tilhører stadionoplevelsen. Og den bliver ødelagt, når der er 50 eller 100 hardcore hooligans, der opfører sig på den her måde. Det var min indledende frustration, og bagefter blev jeg så endnu mere indigneret, når jeg oplever, at konsekvensen så er en kollektiv straf, siger Allan Beier til Tipsbladet og fortsætter:

- For det går jo lige præcis ud over sådan nogle som mig, der godt kan finde ud af at opføre sig ordentligt, og som kommer for oplevelsens og stemningens skyld. Vi bliver jo også straffet, når man siger, at nu skal der ikke være nogen udebanefans til derby.

Udover de skandaløse scener rundt om kampen var den sportslige underholdningsværdi helt i bund søndag. Foto: Alamy


'En forfejlet taktik'
Forbuddet mod udebanefans løser ikke rigtigt det problem, der er, mener Allan Beier. 

- De gjorde det jo også i ‘22, da det her sidst var et emne, og der hjalp det jo heller ikke. Eller jo, selvfølgelig hjælper det i de kampe, hvor der ikke er udebanefans, men vi kan jo se, at når de så kommer tilbage, så går der et år eller halvandet, og så har vi problematikken igen. Så det løser jo ikke noget.

Hvad er dit forslag til at komme problemet med hooliganisme til livs herhjemme?

- Jeg har 20 års erfaring fra politiet, og jeg prøvede at bruge nogle af de tanker og erfaringer derfra til at tænke over, hvordan man kan løse det her. Det er sagt med respekt for, at det nok ikke er en total løsning, men et af flere redskaber. Men jeg mener egentlig, at vi i dag har en forfejlet taktik med at visitere alle, der skal på stadion. Alene af den grund, at man ikke kan gøre det godt nok, siger Allan Beier og fortsætter: 

- Jeg ved fra min operative tid som betjent, at hvis du skal visitere en krop godt nok, så skal du bruge et par minutter på det. Og så kan man jo lave et regnestykke på det. Det vil sige, at lige nu visiterer kontrollørerne på de her stadioner ikke godt nok, og derfor er det relativt nemt at tage ting med ind på stadion.

Jeg vil komme med den påstand, at jeg ville kunne smugle 50 balaclava-masker og en masse fyrværkeri ind på stadion i næste weekend, uden at det blev opdaget.

Allan Beier
Samfundsdebattør og tidligere politibetjent

Det handler om kvalitet over kvantitet i forhold til visitation, mener Allan Beier, der i stedet vil have fokus rettet mod dem, man vurderer potentielt vil lave ballade. 

- I mit Facebook-opslag skrev jeg, at jeg vil komme med den påstand, at jeg ville kunne smugle 50 balaclava-masker og en masse fyrværkeri ind på stadion i næste weekend, uden at det blev opdaget, fordi det simpelthen ikke er en ordentlig visitation, der bliver gennemført.

- Derfor kunne man i stedet sige, at man så går ind og laver de her nålestik-operationer, hvor man bruger de spotter-folk, der er både i politiet og blandt klubberne, til at sige "ham dér, eller dén der gruppe, er nogle af dem, vi frygter vil lave ballade". Og så går man hen og visiterer dem og kører en grundig visitation på dem. Bliver de så fundet værende i besiddelse af noget, så skal der så være en konsekvens for dem. 

Allan Beier har svært ved at se fornuften i at visitere "hr. og fru Danmark eller faderen, der tager sin søn med på stadion". For det første fordi visitationen alligevel ikke er god nok, og for det andet fordi det ikke er målgruppen for hooliganisme. 

- Hvis det her forslag skulle blive til virkelighed, så ville der jo nok ske en bevægelse, hvor der ville være nogle folk, der pludselig klæder sig pænt på og tager et barn under armen, og så begynder at smugle ting ind. Det skal vi så håndtere med åbne øjne. Men det ville være en løsning i den nære fremtid at køre de her nålestik-operationer, det vil jeg tro, siger Allan Beier. 

Et stort antal politibetjente måtte søndage indtage banen på Brøndby Stadion for få ro på situationen. Foto: Alamy

'Jeg er på ingen måde optimist'
Divisionsforeningen har efter derbyet meldt ud, at man ser ansigtsgenkendelse som et fint redskab at indføre i hele Superligaen, mens justitsminister Peter Hummelgaard (S) ved flere lejligheder har kritiseret danske hooligans voldsomt. 

- Generelt er jeg kritisk overfor justitsministeren og de mange politikere, der varsler hårde straffe til de her mennesker. Jeg tror ikke på, at det hjælper. Det har erfaringen inden for hooliganisme jo heller ikke vist, lyder vurderingen fra Allan Beier. 

Fordømmelsen har generelt været stor efter søndagens optøjer, men Allan Beier er ikke fortrøstningsfuld i forhold til, at problemet med voldelige fodboldfans er på vej til at blive løst. 

- Jeg er på ingen måde optimistisk. Jeg tror, at problemet er det samme om et år, eller når de her udebanefans kommer tilbage på stadion igen. Jeg har ikke set noget som helst, der indikerer, at der sker noget nyt.

- Jeg ser kun, at både klubberne, Divisionsforeningen og politikerne udtrykker det samme, som de tidligere har gjort. Og det har ikke hjulpet. Så hvis der ikke kommer noget nyt til, så tror jeg ikke på, at det bliver bedre, lyder det afslutningsvist fra Allan Beier. 

Divisionsforeningens forbud mod udebanefans i kampene mellem Brøndby IF og FC København er i første omgang gældende på ubestemt tid.