Nicholas Mickelson skifter først officielt til OB fra sin norske klub Strømsgodset til januar, når nordmandens kontrakt med den norske klub udløber, men månederne op til kommer nok til at føles særdeles lange for den tidligere norske U21-landsholdsspiller.
Mickelson er nemlig blevet godt og grundigt upopulær hos den norske klub, efter det viser sig, at han, uden klubben vidste det, sygemeldte sig fra en træning for at rejse til Danmark og skrive under med OB. Det var også årsagen til, at han ikke var med mod Odd i weekenden.
Det skriver det norske medie Drammens Tidende.
Der var bare den lille detalje i det, at han efter rejsen til Danmark ville ryge direkte i karantæne, når han kom tilbage til Norge. Det vidste han, hvilket også var årsagen til, at Mickelson slet ikke var i truppen for Strømsgodset i weekendens kamp mod Odd. Den officielle udmelding for fraværet var på det tidspunkt, at backen var syg.
Sygdom havde dog intet med det at gøre, viser det sig nu.
- Jeg kan bekræfte, at Mickelson var ude mod Odd på grund af karantæne efter udlandsrejse. Vi har håndteret sagen internt i klubben. Vi har ikke flere kommentarer på nuværende tidspunkt, fortæller Magne J. Nilsen, der er kommunikationschef i den norske klub.
Endnu vides det ikke, om Mickelson får nogen straf af klubben.
Ud fra Strømsgodsets fan-reaktioner på det sociale medie Twitter, så er alle ikke lige begejstret for Mickelson.
Nico Mickelson - Der har du type.
Først gidder han ikke å signere ny kontrakt. Så sutrer han på spilletid. For deretter å reise til Danmark uten tillatelse fra klubben, vel vitende at han havner i karantene.Forventer at den spilleren ikke blir å se i troppen resten av sesongen!
— Kim Underberg Rolund (@KimRolund) August 31, 2021