Video : Tipsbladet
Superliga

Ny kroat er kommet til Vejle: Derfor er Danmark interessant

Vejles nyeste kroat hedder Dominik Kovacic, og han vil sørge for at klubben overlever i Superligaen.

Vejle har søndag tilføjet endnu en kroatisk midterforsvarer til holdet, da man nu også har hentet Dominik Kovacic til klubben på en lejeaftale for resten af sæsonen. Det kommer efter, at man også har fået Denis Kolinger til klubben, og begge er hentet i NK Lokomotiva.

Det bekræfter Vejle nu på klubbens hjemmeside, hvor det nyeste skud på udlændinge-stammen hos vejlenserne forklarer, hvorfor det lige blev dansk fodbold, der nu skal være hans base i den kommende tid.

- Jeg er glad for at skrive under med Vejle Boldklub, og Denis har fortalt mig mange gode ting om klubben til trods for sin korte tid i Vejle. Det har kun gjort det mere interessant at komme til Vejle og den danske 3F Superliga, siger han og fortsætter:

Læs også:Tårnhøj forstærkning til Galca: Vejle henter endnu en kroat til klubben

- Jeg har bidt mærke i andre kroatiske spillere, der har gjort sig bemærket i Danmark, og det er også min ambition. Nu skal jeg vise træneren, holdkammeraterne og klubbens fans, at jeg kan bidrage til missionen om at overleve i Superligaen, lyder det fra Dominik Kovacic.

Når Vejle har haft brug for at få en ekstra midterforsvarer ind, så skyldes det særligt skadessituationen hos mandskabet fra Nørreskoven. Det fortæller VB's tekniske chef Jacob Krüger.

- Vi har lige nu Mads Greve ude små to uger endnu, og Briggs er også skadet. Dominik Kovačić har vi et godt kendskab til gennem vores egen scouting, og vi får en kompromisløs kriger ind, der ikke giver noget væk i duellerne, siger Krüger, som glæder sig over, at kendskabet til forsvarsmakkeren Kolinger også er på plads.

Læs også:Medie: Vejle køber NordicBet Liga-profil

- Vi skal som klub og i vores situation have spillere, der kan gå ind på holdet med det samme og øge konkurrencesituationen. Det har vi nu med fire stærke spillere til to pladser og vi skal ikke glemme Ojala som finsk A-landsholdsspiller. Holdet spiller mange kampe i foråret, og den opgave har vi fået løst med lejeaftalen for resten af sæsonen, siger VB-chefen.

Vejle tager hul på Superligaens forårssæson på tirsdag, hvor de møder AGF.

Læs også:Officielt: Vejle henter ung franskmand

Læs også:Forlader Danmark efter syv år: Stopper klar for portugisisk klub

Læs også:Karantæner - hvem er ude?