FC København får kritik af fans og kommentatorer for, at klubben har flyttet en vintertræningslejr fra Portugal til Dubai.
Nu melder Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International sig i koret af kritikere.
- Det er temmelig uforståeligt, at FC København har valgt Dubai som destination, siger generalsekretær Trine Christensen i en pressemeddelelse.
- Bag den glamourøse facade bliver der begået en lang række menneskerettighedskrænkelser, som styret meget bevidst forsøger at dække over ved blandt andet at tilbyde fine faciliteter for udenlandske fodboldklubber, siger hun.
Amnesty International fortæller, at mange hoteller i Dubai har ansat migrantarbejdere, der tilbydes dårlige arbejdsforhold.
Læs også:Dansk spiller om FCK-træningslejr: Et gigantisk selvmål
- Har FC København set på de direkte risici for at bidrage til menneskerettighedskrænkelser ved at opholde sig i landet? De er betragtelige i sig selv.
- Det er jo ikke tvingende nødvendigt for FC København at tage til Dubai, siger Trine Christensen.
FCK var senest i Dubai i 2019, men klubben meldte dengang ud, at man fremover ville droppe fremtidige træningslejre i De Forenede Arabiske Emirater som destination for træningslejre.
Beslutningen blev truffet efter voksende utilfredshed blandt klubbens fans med turene til Dubai.
Onsdag meldte FCK dog ud, at man på grund af coronapandemien alligevel har valgt at rejse til Dubai.
Læs også:Ekspert til FCK: Tag nu noget ansvar
- Vi er klar over, at ikke alle vil være enige i vores prioritering.
- Det respekterer vi, og vi vil ikke forsøge at overbevise de uenige, men blot at gøre opmærksom på de overvejelser, der ligger til grund for vores prioritering, sagde den sportslig ansvarlige William Kvist.
Konkurrenten Brøndby har meldt ud, at klubben dropper fremtidige ture til Dubai.
FC Midtjylland har også tidligere lagt den årlige vintertræningstur i Dubai, men anfører Erik Sviatchenko har opfordret klubben til at droppe ørkenstaten som destination i fremtiden.
/ritzau/
Læs også:FCK i U-vending: Tager igen på træningslejr i diktaturstat
Læs også:På rov i FC København: Solbakken tager analytiker med til Norge
Læs også:Sviatchenko vil have FCM til at droppe Dubai-tur: Tog selv på ferie der