Ny træner er optimistisk: Vi kommer til at volde samtlige hold problemer
AC Horsens skal i løbet af foråret forsøge at kæmpe sig væk fra nedrykningspladserne i Superligaen.
På sidelinjen er Jens Berthel Askou hentet ind som redningsmanden, og den nye cheftræner har stor tro på opgaven før ligaens genstart tirsdag aften, hvor holdet besøger Randers FC.
- Jeg kan se, at jeg har et hold og en trup, der er så rigeligt gode nok til at spille i Superligaen.
- Vi kommer til at volde samtlige hold problemer på nye måder end førhen, og så har jeg en gruppe spillere, der brænder for at vise, at de er bedre end det, de har præsteret, siger Jens Berthel Askou.
Den 38-årige cheftræner har overtaget et hold, der blot har hentet 6 point i 13 kampe i efteråret. Det rækker til en 11.-plads med 9 point op til Vejle på 10.-pladsen.
Den magre pointhøst var en af årsagerne til, at klubben i december valgte at stoppe samarbejdet med Jonas Dal og satse på Askou.
Og der venter den nye cheftræner og Horsens-holdet en på papiret hård start mod ligaens mest formstærke hold fra Randers. Derefter følger kampe mod FC København og FC Midtjylland.
Åbningen på foråret er dog ikke noget, der skræmmer Askou.
- Jeg er glad for den start. Det betyder ikke noget for mig, hvem vi møder. Vi skal have point, og dem kan vi lige så godt få mod FCM og FCK som mod Vejle eller andre. Alle kampe kan løses, hvis man gør mange ting rigtigt, og det er det, vi jagter.
- Randers er en bøvlet modstander for alle. De er gode til at forsvare feltet og lægge et tryk og også til at fylde bolde op i modstandernes felt. Hvordan boldene kommer derop, er de lidt ligeglade med.
- Så vi skal slide for at skabe chancer og slide for at holde dem væk. Det gør vi gerne, og så vil vi se, om vi kan overraske dem lidt, siger Jens Berthel Askou om åbningsmodstanderen fra Randers.
Læs også:Vinterpause i Superligaen: Sådan gør din klub
Træneren, der tidligere har prøvet kræfter med Superligaen som træner i Vendsyssel FF, er blevet hentet i HB Thorshavn, hvor det blev til The Double i sidste sæson.
I træningskampene har Askou blandt andet eksperimentet med et tremands-forsvar.
Han ønsker desuden, at holdets scoringer fordeler sig på flere spillere, så holdet bliver sværere at gennemskue.
- Vi skal blive bedre på samtlige parametre. Det starter fra bunden med kulturen, og så skal der være struktur i det, vi laver, og den rette indstilling. Der skal være i ild i øjnene, når spillerne møder ind.
- Der er høje krav, som alle skal leve op til, og det er fundamentet for det, vi skal bygge videre på.
- Jeg oplever, at spillerne er nysgerrige, lærevillige og vil meget mere, end det de har vist. De har taget det hele til sig og givet den gas. Vi glæder os til at se, hvad det kan blive til. Følelsen er, at vi er det bedste sted, vi har været i lang tid, siger han.
I testkampene er det blevet til uafgjort mod 1. divisionsholdene Skive og Kolding. Middelfart fra 2. division blev slået 4-0, og senest blev det til 1-1 mod Sønderjyske fra Superligaen i den afsluttende testkamp.
- Det så rigtigt godt ud mod Sønderjyske, og med lidt mere skarphed havde vi vundet den kamp med to-tre mål. Der var mange ting i vores spil og udtryk, der så godt ud, og det skal vi fastholde og bygge videre på, siger cheftræneren.
I efteråret scorede Horsens blot 10 mål i 13 kampe, men Jens Berthel Askou er godt tilfreds med de angribere, han råder over. De mest etablerede navne er Jannik Pohl og Nicolai Brock-Madsen.
- De er dygtige, og jeg har stor tillid til mine angribere. Der er mere i dem, end det de har vist gennem et stykke tid. Nogle af dem har også døjet med skader, og det gør også, at man ikke kommer ind i en rytme.
- Pohl er ved at være klar, og det er en god gruppe, der presser hinanden.
Læs også:Finnbogason var låst: Kunne ikke skifte til ny Superliga-klub
- Men det er ikke kun angriberne, der skal score vores mål. De skal også komme andre steder fra. Jeg var også glad for, at det var en wingback, der scorede mod Sønderjyske. Vi kommer også til chancer fra midtbanen.
- Angriberne skal starte vores pres, være vores første forsvarsspillere og skabe plads til anden angrebsbølge. Så de har andre funktioner end at skulle score samtlige mål, siger Jens Berthel Askou.
Selv om han har arbejdet med et tremands-forsvar i kampene, så er det ikke givet, at han vil bruge det mod Randers.
- Nu må vi se, hvad vi ender med at gøre. Vi skal kunne flere ting, så det giver os noget variation, så vi kan håndtere flere udfordringer og volde modstanderne problemer. Vi bliver mere fleksible og uforudsigelige, siger han.
Skulle det ende med et nederlag til Randers og måske mod FCK og FCM, så kan snakken om Horsens' placering i bunden hurtigt blive et tema i medierne og blandt fans.
Jens Berthel Askou vil dog ikke bruge den store energi på lige den del.
- Tabellen kan vi ikke bruge til noget. Vi kigger på modstanderne og os selv, og når vi har spillet en kamp, så kigger vi på os selv igen. Det gør vi også, hvis vi vinder eller spiller uafgjort.
- For os, der har levet hele vores liv med fodbold, så er det sådan, det er.
- Man skal håndtere, at der siges og skrives ting og sager, men vi skal have fokus et andet sted, siger Askou.
Tirsdagens kamp mod Randers fløjtes i gang klokken 18.
/ritzau/
Læs også:Horsens-boss overrasket over Finnbogason: Noget må have ændret sig
Læs også:Avis: AC Horsens leder efter ny klub til forsvarsspiller
Læs også:Horsens lurer på transfers: Vi er klar til at trykke på aftrækkeren