Video : Tipsbladet
Superliga

Ny FCM-stjerne hader drukture og elsker hovedstød

FC Midtjyllands kommende stjerneangriber Adam Buksa er en spiller med mål i støvlerne. Bliv klogere på polakken her.

En stor stjerne stempler snart ind i FC Midtjylland.

De danske mestre køber den polske angriber Adam Buksa, det kunne TV 2 Sport afsløre onsdag formiddag, og det stemmer overens med Tipsbladets oplysninger.

FC Midtjylland betaler i omegnen af 30 millioner kroner for den 27-årige polak, der kommer til Danmark fra franske RC Lens.

I Polen er Robert Lewandowski naturligvis den helt store stjerneangriber, men Adam Buksa er bestemt heller ikke at kimse ad, lyder det fra Przemyslaw Langier, der er journalist på Tipsbladets polske søstermedie Goal.pl.

Han er netop hjemvendt fra at have dækket EM i Tyskland, hvor han kunne se Adam Buksa score mod Holland i åbningskampen.

- Buksa var én af få polske spillere, for hvem EM var en personlig succes. Det var slet ikke givet, at han ville blive udtaget til slutrunden, fordi alt tydede på, at han skulle konkurrere med Arkadiusz Milik om pladsen, men så blev Milik skadet, og så gav det sig selv. Buksa endte med at blive førsteangriber under EM grundet skaden til Lewandowski, fortæller Langier til Tipsbladet.

Han fremhæver Adam Buksa som en angriber, der især er stærk i hovedspillet.

- Det er der, han har sin store styrke, og så er han ret dygtig med ryggen til målet. Han er ikke nogen stor dribler. Hvad angår hans mentalitet vil jeg sige, at han er en angriber, der er meget bevidst om sin egen værdi, og han er ekstremt professionel. Han er ikke typen, man kan spotte i byen i weekenden eller noget i den stil. Han fortalte mig, at da han boede i USA og spillede i MLS, bestod hans liv mest af alt bare af træning og restitution.

Den polske journalist er sikker på, at et skifte til FC Midtjylland ikke stod skrevet i Adam Buksas drejebog. 

- Det er mit indtryk, at han havde sigtet efter at være på et højere niveau på dette stadie af karrieren end den danske liga. Han har tidligere givet udtryk for, at MLS skulle være et springbræt til en top fem-liga. Lens virkede som det perfekte skifte for ham, man han brækkede sin ankel før sin første træningsdag, og senere holdt en ny ankelskade ham ude hele sæsonen. Disse skadesproblemer har han nu lagt bag sig, fastslår Przemyslaw Langier.

Opholdet i Lens var som nævnt en skuffelse for Adam Buksa, der til gengæld har scoret masser af mål for Pogon Szczecin, Antalyaspor og New England tidligere i karrieren.