Kasseret i Randers - succes i FCM: Jeg har grebet chancen
Foto: Anders Brohus/Polfoto
Superliga

Kasseret i Randers - succes i FCM: Jeg har grebet chancen

Det kører for målmanden Mikkel Andersen. Den 26-årige målmand har grebet chancen i FC Midtjylland-målet i Johan Dahlins skadesfravær, og søndag leverede han sit fjerde clean sheet i seks Superliga-kampe hidtil for midtjyderne. 

Succesen kommer efter en omtumlet karriere, hvor han har siddet meget på bænken, og han glæder sig over at spille for Superligaens tophold nu.

- Det er gået stærk. Jeg havde ikke regnet med, at det ville gå så hurtigt, men jeg har holdt mig klar og ventet på chancen. Jeg føler også, at jeg har grebet den og stået nogle gode kampe sammen med hele holdet, siger Mikkel Andersen til tipsbladet.dk. 

Sidst han var i Superligaen, mistede han sin plads på Randers FC-holdet, men nu er han altså tilbage og er i målet hos de forsvarende danmarksmestre. Den lange rejse mod toppen er gået via hårdt arbejde.

- Det er det, jeg har arbejdet for, og det en af grundene til, at jeg kom til FC Midtjylland. Som dansk mester er det Danmarks bedste hold, og det er en super trup, der har taget godt imod mig. Der er en fed mentalitet med en god vinderkultur, og jeg føler, at jeg passer godt ind. Jeg glæder mig til hver eneste kamp og ser allerede frem til den næste på torsdag, siger Mikkel Andersen, der ikke mener, at han har skulle bevise noget efter sin seneste tid i Danmark.

- Jeg har ikke følt det på den måde. Det ville give et unødigt pres på mig at tænke på den måde. Det er en erfaring, jeg har taget med mig fra tidligere, og jeg har ikke haft brug for at lægge et unødigt pres på mine skuldre. Jeg er gået ind til kampene med en frihed og tro på mig selv. Det handler om hårdt arbejde, fastslår Andersen, der er førstekeeper i FC Midtjylland så længe Johan Dahlin er skadet. 

- Jeg tager det hele med god ro. Jeg glæder mig til det, der kommer, og det er kun positivt, at det går min vej. Jeg er glad, for jeg har arbejdet hårdt for det. Jeg glæder mig bare til hver kamp, lyder det fra målmanden. 

Mikkel Andersen og FC Midtjyllands næste kamp er på torsdag, hvor Club Brugge er modstanderen.